Mennesker

Skal sygeplejerskerne have mere i løn?

07. maj 2021 kl. 07:00

Sygeplejerskerne vil have mere i løn. Det er bundlinjen i de overenskomstforhandlinger, der for tiden foregår mellem Danske Regioner og Dansk Sygeplejeråd. Sidstnævnte har varslet strejke, hvis ikke et krav om mere i lønningsposen honoreres tilfredsstillende. Sygeplejerskerne mener grundlæggende, at deres løn ikke harmonerer med deres uddannelsesniveau, ansvar og arbejdstryk. Ifølge Danske Regioner tjener ikke-ledende sygeplejersker i gennemsnit 42.784 kroner i bruttoløn om måneden. I løbet af de seneste ti år er lønnen steget 21,2 procent.

Skal sygeplejerskerne have mere i løn? Vi spurgte forleden nogle borgere.

Morten Sloth

- Ja, det synes jeg. De fortjener et skulderklap, for de leverer et rigtig stort stykke arbejde.

René Toft

- Jeg synes, der er god grund til at have stor respekt for sygeplejerskernes arbejde. Men om de også skal have mere i løn, ved jeg ikke. Så meget er jeg ikke inde i deres forhold.

Erik Lund Pedersen

- Nej, det mener jeg ikke. De får jo den løn de får. Hvorfor skal de så have mere, fordi de har travlt? Sådan fungerer det jo heller ikke andre steder.

Darja Biutner

- Ja, måske. De gør i hvert fald et rigtig flot stykke arbejde. Så jeg kan godt forstå, at de synes, de fortjener mere.

Torben Nielsen

. Ja, det skal de. Jeg har selv været i kontakt med sundhedsvæsenet, og jeg er ikke i tvivl om, at sygeplejerskerne løber meget stærkt.

Annonceret indhold

Nyeste