Nu kan Dronninglund Seniorer igen lave aktiviteter i Fredensgade Centret. Billedet her er fra et arrangement i 2019. Foto: Jørgen Ingvardsen
Mennesker

Så er der igen gang i seniorerne

21. juni 2021 kl. 06:00

I over et år har den ellers så aktive forening, Dronninglund Seniorer, ikke haft mulighed for at lave arrangementer og socialt samvær for de mange medlemmer. Nu er de fleste imidlertid vaccinerede, og hvis man ellers overholder de gældende restriktioner, er det nu igen muligt at mødes og være sammen.

- Vi glæder os virkelig meget til gensynet med medlemmerne efter en lang nedlukning, siger foreningens formand, Karin Buur Andersen.

Seniorerne tager hul på foreningslivet med en generalforsamling 23. juni kl. 12.

- Den dag får 50 medlemmer mulighed for det første gensyn i lang tid. Savnet af det sociale samvær og fællesskab er stort. Det hører vi medlemmerne, så bestyrelsen glæder sig utrolig meget til at kunne genåbne foreningslivet, fastslår formanden.

Menuen til generalforsamlingen plejer at være gule ærter, men det bliver der lavet om på i år, hvor man i stedet serverer grillmad.

- Det er gratis at deltage, men man skal huske at tilmelde sig, lyder det fra Karin Buur Andersen.

Annonceret indhold

Nyeste