Mennesker

Nu kan Henning gå fem-seks kilometer

Henning Pedersen er lykkelig over de store fremskridt, han har opnået ved at træne i en særlig ergo trainer - det har gjort en stor forskel i hans liv

01. juli 2020 kl. 10:49

For Henning Pedersen, Brønderslev, har livet de seneste måneder taget et kæmpe skridt i en god retning, efter at han er begyndt at træne på en ny måde. Det er han så begejstret for, at han har lyst til at fortælle om det til alle - især andre, der måske kunne få hjælp på samme måde som han selv. For det har gjort en kæmpe forskel.

Læs om den store forskel det gjorde for Sofie her:

- Det kan jeg næsten ikke beskrive. Det har gjort så stor en forskel på mit familieliv og mit velvære. Jeg tror på, at det kan blive bedre. Jeg er så optimistisk, at jeg næsten ikke kan få armene ned, fortæller han.

Henning Pedersen har problemer med sin ryg og er blevet opereret fire gange for diskusprolaps, hvilet giver kroniske smerter, og han har også problemer med balancen. Oveni kom der en blodprop.

- Jeg har i mange år været rigtigt dårligt gående, fortæller Henning Pedersen, der i sine unge dage var aktiv sportsmand og spillede både fodbold og golf.

Men efter at helbredsproblemerne satte ind, blev det svært for ham at gå.

- Det var ikke ret langt. 20-30 meter, så skulle jeg have rollator og stok og alt muligt, husker Henning Pedersen.

Men det var altså før han for få måneder siden mødte ergotraineren hos In Motus fysioterapeuterne i Brønderslev.

Han har tidligere prøvet andre genoptræningsformer, men der var ikke den store effekt - det her var noget helt andet.

- Mette smed mig i gyngen, og det var imponerende fra dag et, fortæller Henning Pedersen.

Mette er fysioterapeut Mette Klitgaard. Og gyngen var den nye ergotrainer, som In Motus fik først på året. Her bliver man sat i en sele og bliver løftet lidt og får støtte, mens man går på et løbebånd. Maskinen tager simpelt hen noget vægt af personen - og det kan indstilles i kilo - og så har man en helt ny måde at træne på.

For Henning Pedersen var det fantastisk at opleve.

- Det er en tryghed, at hvis jeg falder, så griber den mig. Man føler sig tryg, fortæller Henning Pedersen, der også er fuld af ros til personalet, der hjælper og støtter under træningen.

Går lange ture

I dag kan han gå fem-seks kilometer med sin rollator, før var det måske en kilometer eller tyve minutter med rollator

- Nu kan jeg gå en tur på over en time og op og ned af bakker. Det er skønt - det kunne jeg ikke for et halvt år siden, fortæller Henning Pedersen.

Maskinen kan noget, som andre maskiner, han har prøvet, ikke kan.

- Den går ind og tager 15-20 kilo af - man vejer ikke ret meget, og så har jeg ikke den belastning på min ryg og bliver strukket ud og strukket fra hinanden, fortæller Henning Pedersen, der kan mærke, at det er rigtigt godt for ryggen, der ellers har det med at falde sammen, da han også har knogleskørhed.

- Når jeg træner, så bliver jeg rykket fra hinanden - så er jeg helt fri. Det er så dejlig en fornemmelse. Så kører det bare. Så kan jeg gå. Det er lykken, fortæller han.

Han indrømmer dog, at han var lidt skeptisk de to første gange, hvor han kom til at tænke på Dirch Passer i hoppegyngen og følte sig lidt til grin ved at skulle op i sådan en. Men det gik hurtigt over, da resultaterne viste sig, og han oplevede følelsen af frihed.

- For to måneder siden, da jeg kom her, var det med rollator. Det er det ikke i dag. Nu bruger jeg bare stok, giver Henning Pedersen som eksempel på den frihed, han har fået.

Han kan nu også gå rundt i haven derhjemme uden hjælpemidler.

Glæder sig helt vildt

De store fremskridt med træningen betyder rigtigt meget for Henning Pedersen på flere planer.

- Det betyder rigtigt meget for min psyke og mit familieliv. Jeg er ikke kommet dertil, hvor jeg deltager i en hulens masse, men det tror jeg på det kommer.

Henning Pedersen glæder sig helt vildt til hver gang han skal træne i gyngen - det gør han fast to gange om ugen, hvor han også får noget balancetræning bagefter.

- Jeg glæder mig som et bette barn hver eneste gang, jeg skal herned, fortæller han.

Han kan nu også få pulsen op, og tempoet har rykket sig fra to-to en halv kilometer i timen til fire.

- Det er mange år siden, jeg har gået så hurtigt.

Henning Pedersen er nået langt, men der er flere mål i sigte - herunder at få forbedret balancen.

- Jeg tror virkelig på, at jeg kommer til at gå uden både krykke og alt muligt. Det bliver et langt, sejt træk, men jeg tror på det. Jeg bliver aldrig som ny igen, men det med at man kan få benene i gang, det betyder så meget.

Annonceret indhold

Nyeste