Mennesker

Maskinværksted har bygget nyt

Serritslev Maskinværksted har bygget en ny udstillingshal og er i gang med et glidende generationsskifte

30. juni 2021 kl. 08:00

Ved hovedvejen mellem Brønderslev og Vrå er det skudt en ny stor bygning med store glasruder op. Det er Serritslev Maskinværksted, der har bygget, og det sker fordi de gerne vil skrue op for salgsdelen i forretningen.

- Det er en ny udstilling, som vi har fået bygget færdig i år. Det har taget et års tid, og vi har gjort det i vores fritid. Det var en gammel bygning her, som var faldefærdig, fortæller Jeppe Andersen, der sammen med sin far Jens Andersen driver virksomheden.

I den ny hal kan man se på mange forskellige maskiner - minilæssere blandt andet, som er et meget populært køretøj.

- Vi har prøvet på at komme op i salg , det har vi satset stærkt på de seneste par år. Men vi havde ikke faciliteterne til det. Så blev vi enige om at prøve at bygge den her, så vi kunne få maskinerne ind og stå, så de kan blive mere præsentable, fortæller Jeppe Andersen.

Beliggenheden gør, at den nye udstillingshal er iøjnefaldende ude fra Hjørringvej.

- Vi har Nordjyllands bedste blikfang. Det trækker mange folk til. Det har betydet rigtigt meget for folks interesse, oplever Jeppe Andersen.

Arbejder på at øge salget

Samtidig er der gang i et glidende generationsskifte i virksomheden, hvor Jeppe Andersen overtager Serritslev Maskinværksted fra sin far Jens Andersen.

Jeppe Andersen har taget en del af sin læretid i familiens firma i Serritslev, hvor også hans mor arbejder. Og så er han altså blevet hængende lige siden.

- De første år var han meget montør og kørte meget ude. Planen var at han på et tidspunkt skulle tage min plads. Men så løb jeg ind i et sygdomsforløb for et par år siden, fortæller Jens Andersen.

Det betød, at sønnen sprang til lidt tidligere end planlagt, han blev daglig leder, og nu er de midt i et glidende generationsskifte.

- Sådan på sigt skal jeg have lov at være bedstefar, smiler Jens Andersen, der dog fortsat har opgaver i firmaet.

Jeppe Andersen arbejder på at øge salget, men han har også mange andre opgaver - som lagermand og mekaniker, og nogle gange skriver han også regninger.

For ham var det ret naturligt at gå ind i familiens virksomhed.

- Det er nok fordi, jeg har været herude altid. Da jeg var 16 og ikke vidste, hvad jeg ville, prøvede jeg at være murer og tømrer. Men det fangede mig ikke rigtigt. Det skulle være noget med at skrue og noget med mekanik, husker Jeppe Andersen.

Jens Andersen husker, at han somme tider havde sine tre sønner med ude på en opgave i en weekend.

- Jeg har nok haft tre knægte med på to, fire og seks år, hvis jeg skulle ud at reparere en lørdag. Så har de siddet i bilen og læst Anders And blade, smiler Jens Andersen.

Lige det husker Jeppe Andersen ikke - han er også den yngste. Men han husker, at der altid var nogle at spørge i barndommen, hvor virksomheden var en del af dagligdagen.

Far og søn har altid arbejdet godt sammen. Det passer Jens Andersen godt, at han stadig er den af arbejdspladsen og har nogle opgaver, og for sønnen er det rart at kunne trække på sin far.

- Jeg synes, det har fungeret godt - vi har aldrig været helt skingrende på hinanden, smiler Jeppe Andersen.

- Køkkenbordssnakken kan godt blive hektisk, men vi bliver ikke uvenner. Vi går godt i spænd, supplerer Jens Andersen.

Jeppe Andersen kan godt lide det med at være selvstændig erhvervsdrivende.

- Jeg tror, det er spændingen i det. Adrenalinen, når man sælger maskiner. At man selv kan tage beslutninger og være med til at tage beslutninger.

Vil gerne yde service

Serritslev Maskinværksted henvender sig til mange kundegrupper - entreprenører, folk der skal bruge have-park maskiner, landmænd. De har også industrimaskiner.

Der kommer også hobbyfolk, havefolk og folk der skal lægge fliser.

Den nye udvidelse af Serritslev Maskinværksted ligger på den anden side af Kalumvej overfor den gamle bygning.

I den nye hal er der gjort plads til, at man kan bygge videre.

- Hvis udviklingen er til det, kan vi bygge videre, fortæller Jeppe Andersen, der dog ikke har planer om, at virksomheden, der i dag er arbejdsplads for fire-fem folk, skal vokse vildt.

- Jeg håber på, at vi kan yde det bedste for vores kunder og være klar 24/7, og at de føler sig så godt behandlet, at de kommer igen. Men jeg har ikke ambitioner om at det skal blive kæmpe stort. Jeg vil bare gerne yde den service, vi sælger, siger han.

Serritslev Maskinværksted har kunder fra Skagen til Viborg.

Annonceret indhold

Nyeste