Cathrine Bragenholt (t.v.) er flyttet ind i Behandlerhuset med sin klinik, Hals Wellness. Her ses hun med sine to nye kolleger, Marianne og Martin Kjeldgaard Faurholdt.
Mennesker

Marianne og Martin har fået ny kollega

19. februar 2024 kl. 16:02

Mens Behandlerhuset i Hals i forvejen tæller Marianne og Martin Kjeldgaard Faurholdt med blandt andet fysiurgisk massage, ortopædisk terapi, akupunktur og shockwave-behandlinger, så har huset nu fået endnu et ansigt på plakaten. 

Indehaveren af Hals Wellness, Cathrine Bragenholt er rykket ind i et af lokalerne. 

Dermed udvides rækken af tilbud til også at omfatte fodpleje, zoneterapi, massageterapi og hypnoterapi. Der er ikke tale om en fusion. Kun adressen er fremover den samme. 

- Det er så heldigt, at vi ikke overlapper hinanden, forklarer Marianne Kjeldgaard Faurholdt. 

- Vi har hver vores felt, og dermed er der jo en rigtig god synergieffekt ved at rykke sammen. 

Hun suppleres af Cathrine, der glæder sig over det kollegiale supplement. 

- Jeg har jo hidtil haft klinik i Midtergade. Jeg har savnet nogle kolleger, så jeg er rigtig glad for muligheden for at flytte ind her i Behandlerhuset. Min klinik hedder stadig Hals Wellness, men nu arbejder jeg bare tættere sammen med to skønne kolleger. Og tilmed på en lidt mere synlig adresse, fastslår Cathrine. 

De tre behandlere kommer fremover til at trække på hinandens kompetencer. - Vi arbejder med forskellige teknikker, forklarer Martin Kjeldgaard Faurholdt. 

- Cathrine har kompetencer, som Marianne og jeg ikke har. Og omvendt. Så det er betryggende, at vi ofte kan sende vores klienter videre til en anden indenfor husets fire vægge. Det styrker Behandlerhuset på alle niveauer, siger han.

Udover de forskellige behandlingstilbud tilbyder Behandlerhuset desuden yoga og pilates som holdtræning.

Annonceret indhold

Nyeste