Johnni Olsen fik lov at klippe alt håret af Henrik Thorhauge. I alt var lokkerne vokset 16 centimeter på de 178 dage. Det hele indbragte næsten 25.000 kr. til Johnnis indsats for Julemærkehjemmet i Hobro. Privatfoto
Mennesker

Johnni har rundet millionen

17. februar 2021 kl. 06:00

Samsons styrke sad som bekendt i håret. For Henrik Thorhauges vedkommende er det måske mere på sin plads at sige, at pengene sidder der.

I hvert fald har han via sine lokker bidraget yderligere til Hjallerup-svømmeren Johnni Olesens målsætning om at støtte Julemærkehjemmet i Hobro.

Mens Johnni i sommer svømmede Vendsyssel rundt til fordel for den gode sag, besluttede Henrik Thorhauge at bidrage ved ikke at lade sig klippe i 178 dage mod et bidrag på 50 kr. per dag.

Med hjælp fra diverse venner og sponsorer udmøntede dette sig i 8.900 kr. til Johnnis kampagne. Forleden var dagen så kommet, hvor Henrik Thorhauge skulle lade håret klippe. Og for at gøre rent bord lod han Johnni Olesen forestå arbejdet og samtidig udbyde hver centimeter, der blev kappet til en pris på 1.000 kr.

Denne lille seance indbragte yderligere 16.000 kr. I alt har Henriks lokker altså leveret næsten 25.000 kr. til projektet. Det gør, at Johnni Olesen nu har passeret én million indsamlede kroner til Julemærkehjemmet.

Frivilligheden stopper dog ikke her. Næste weekend står Årets Nordjyde, som Johnni nemlig også kan kalde sig, i spidsen for en virtuel udgave af 24 timer i Hjallerup. I modsætning til tidligere afvikles eventen ikke med fysiske samlinger i Hjallerup Idrætscenter, men derimod via individuelle tiltag, som deltagerne selv streamer via videoindslag.

Sekvenser og deltagergebyr sendes herefter til Johnni, der sørger for, at det hele klippes sammen til én video om eventen.

– Vi glæder os. Foreløbig er der god opbakning, men der er plads til flere, siger Johnni og løfter sløret for, at sidste sommers lange svømmetur måske følges op af endnu en maratondistance i bølgerne.

- Jeg er så småt ved at planlægge en svømmetur rundt om Fyn. Min kone stammer derfra. Om det kan lade sig gøre, ved jeg ikke, men det kunne være spændende, konstaterer det nordjyske energibundt.

Annonceret indhold

Nyeste