- Jeg har ikke kedet mig et øjeblik

DRONNINGLUND: På lørdag danser hun ballet iført strutskørt i forbindelse med Kulturkaravanens besøg i byen, og på søndag fejrer hun sin 70-års fødselsdag. Hun er på 32. år sekretær på Dronninglund Skole og glad for livet. Navnet er Karen Axen.

- Jeg tænker ikke på min alder, men mere på mit liv, og hvordan jeg har det. Jeg bliver tit spurgt om, hvornår jeg stopper på skolen, og om jeg ikke glæder mig til det. Det er jo egentlig et mærkeligt spørgsmål, og så kommer jeg til at tænke på, da vi havde små børn derhjemme. Da valgte jeg at gå hjemme og passe dem og ikke være på arbejdsmarkedet. Da fik jeg det samme spørgsmål om, hvordan det kunne være, jeg ikke var på arbejdsmarkedet. Jeg gik hjemme nogle år, så det antal år, jeg har været på arbejdsmarkedet, svarer vist nogenlunde til gennemsnittet, siger Karen Axen.

- Når man bliver ældre, handler det meget om helbred, og det er jo ikke en given ting, når man er 70, siger Karen Axen, der i sine 32 år som sekretær på skolen ikke har haft en eneste fraværsdag.

Helt forskånet for sygdom har hun dog ikke været. Som to-årig blev hun ramt af børnelammelse.

- Jeg tænker da tit på, hvor heldig jeg er. Jeg kunne jo faktisk være endt i kørestol, men det tør jeg slet ikke tænke på, siger Karen Axen, der er født og opvokset i Gærum ved Frederikshavn og senere flyttede til Skagen, da hendes far købte sig ind i Skagen Cementstøberi i begyndelsen af tresserne.

Efter en kontoruddannelse hos S A Fisk i Skagen ville Karen ud for at opleve verden.

- Jeg ved egentlig ikke hvorfor, da jeg ikke er ud af en familie, som har rejst meget, men allerede i skolen havde jeg penneveninder i Tyskland, som jeg besøgte. Jeg rejste rundt på egen hånd og havde det godt med det. Jeg ville faktisk have rejst til Tyskland lige efter min handelsskoleeksamen, men jeg spillede håndbold i Skagen og blev overtalt til at blive. På et tidspunkt fik en veninde mig overtalt til at søge ind på Tjæreborgs rejselederuddannelse, og så var jeg pludselig rejseleder, fortæller hun.

Det blev til to år på Mallorca, og derefter et par år som busrejseleder mellem Danmark og Spanien. Hun var også med til at starte Tjæreborg Rejsers kontorer i Frankfurt og Hamburg.

- Det husker jeg tydeligt, for det var netop i Hamburg, jeg mødte min mand, Jørgen, der var udstationeret som projektleder for sin danske arbejdsgiver, mindes hun.

Herefter gik turen tilbage til Danmark. Først til Frederikssund og i 1979 til Dronninglund.

- I Dronninglund flyttede vi ud på en pløjemark. Der var ikke mange huse på Hedevigsvej dengang, men der var dog nogle, og i de fleste gik kvinderne hjemme og passede børnene. Sådan er det jo ikke i dag. Nu er der helt øde i kvarterene, men dengang var vi mange, der kunne mødes og snakke og have et fællesskab, husker hun.

Da børnene blev større, startede Karen på Dronninglund Skole som vikar, og for 32 år siden blev hun ansat som sekretær. Det er hun fortsat.

- Det har jeg været utrolig glad for, og det er jo naturligvis også grunden til, at jeg har været her i så mange år. Jeg elsker kontakten med mennesker, og på en skole med så mange elever og ansatte er der jo rig mulighed for det. Naturligvis skal jeg stoppe på et tidspunkt. Jeg lovede for mange år side skoleinspektør Aage Ansø at hjælpe med at få iværksat 300-års jubilæet for Prinsesseskolerne. Det har vi jo nu overstået, så nu må vi se, siger hun.

Ved siden af et næsten fuldtidsjob er Karen aktiv som bestyrelsesformand for Dronninglund Turistforening, Dronninglund Tennisklub samt bestyrelsesformand og aktionær i S C. Trods den travle hverdag, får Karen også tid til at spille tennis. Her er hun aldeles suveræn og er netop blevet klubmester i tennis for 37. gang.

- Jeg har lidt knæproblemer, men er ellers rask. Jeg tænker mere på at få de gode oplevelser end på at overveje, om det gør lidt ondt, så jeg fortsætter, men der må snart komme nogen og vippe mig af mesterskabstronen. Der er nogle, men de har bare ikke fået lov endnu, svarer den snart 70-årige med et tilfreds smil.

- Jeg har det godt, og hvis jeg skulle gøre det hele om, ville jeg gøre det samme igen, slutter Karen Axen.