- Jeg er ikke den, I tror, jeg er

I over 30 år har Grethe Lindholmer boet med sin mand på Hønborgvej øst for Dronninglund. Midt i den smukke natur med udsigt til eng og skov. Det er her, hun henter inspiration til sine bøger. Indtil nu er det blevet til tre, og 1. maj udgiver hun sin fjerde bog med titlen ”Livstid - reflektioner og poesi undervejs”.

- Det er min fjerde bog, men jeg er mere nervøs denne gang. Det hænger sammen med, at de andre gange har jeg skrevet digte, og der kan man på en eller anden måde bedre dække sig. Min nye bog handler om mig, og det gør det lidt sværere, siger hun, mens hun kigger ud ad vinduet på de smukke træer og buske, der så småt er ved at springe ud. Hun vil ikke kalde bogen en erindringsbog, men på en måde er den det alligevel.

- Bogen rummer noget, jeg gerne vil efterlade mig af mine tanker. Jeg er ikke den, I tror, jeg er. Jeg rummer noget andet, som man normalt ikke tillægger mig. Jeg er nok ikke helt så pæn i kanten, som man tror. Ikke fordi jeg er uartig, men jeg rummer en dobbelthed, og den har jeg arbejdet en del med de senere år. Om hvordan jeg kan være mig selv bekendt med det hele. Det er jeg kommet frem til, at det kan jeg godt. Det er derfor, jeg tør udgive det. Det har ligget mange år i skuffen, men de sidste par år har jeg ryddet op i mine papirer og fundet materiale frem, som jeg ved genlæsning synes godt om, fortæller hun.

Efter en snak med Frits Danielsen fra Basis Tryk besluttede hun at lave bogen.

- Det er Frits Danielsen, der plejer at give mig mod. Det gjorde han også denne gang, og sammen besluttede vi at udgive den og trykke 100 eksemplarer. På en måde er det et koncentrat af mine 80 år. Det er meget i glimt, så man må uddybe de glimt ved at læse det hele. Så får man lidt mere at vide om mig, siger hun.

Hun kunne have skrevet en almindelig erindringsbog, for der er nok af begivenheder og sjove historier i den 80-åriges liv. Som da hun som ung uddannede sig til organist, mens hun gik i gymnasiet. Her fik hun fri for at spille til begravelser.

- Musikken har altid betydet meget for jeg, men jeg stoppede mere eller mindre med at spille orgel, da jeg blev gift og fik børn. Helt sluppet det har jeg nu aldrig, for jeg har spillet af og til hele livet. Efter at vi flyttede til Dronninglund, har jeg da også i flere år vikarieret i forskellige kirker, men da jeg så uddannede mig til rideterapeut, kunne jeg ikke nå at blive ren nok til at spille i kirken, så det måtte jeg holde med, siger Grethe Lindholmer med et stort smil.

- Vi har kun boet her i godt 30 år, men det er det sted, jeg er groet sammen med. Jeg har aldrig været så veltilpas, som da vi kom hertil. Jeg har boet mange steder, men det her sted er fortryllende med en fantastisk natur. Vi har en eng, hvor der kommer rådyr, harer og ræve. Det er fantastisk at bo her i det skønne, gamle hus. Det hedder sig, at det var en hyrde, der byggede huset, fordi her lå fårene og sov, og så måtte det jo være et godt sted. Det giver ro at være her, siger hun, der henter en stor del af sin inspiration fra naturen

- Meget af det, jeg skriver, kommer, mens jeg går. Det gælder også digtet om lærken, siger hun.

Her lyder de første linjer:

Fyldt af lærker synger Himlen morgensang,

Letter sind og tanker, når jeg går min gang

Ud ad landevejen

Opfyldt af min egen hemmelige fryd

Livet gror omkring mig,

Hjertet åbner sig for dagens fine lyd….

- Det er skrevet, mens jeg gik på Hønborgvej. Det er kommet og vokset frem under min vandretur. Når jeg så kommer hjem, skriver jeg det straks ned. Det er en meget stærk følelsesmæssig situation, som jeg tit oplever. Jeg går meget, og er jeg lidt trist, så går det over, så snart jeg kommer ud at gå på Hønborgvej og hører lærken. Så løfter det fuldstændigt sindet. Takket være lærken, siger hun.

Bogen slutter med en sonetkrans med 15 små sonetter med fokus på vigtige begivenheder i forfatterens liv.

- Den går meget tæt på hele mit liv. Den har ligget otte år i skuffen, men den skulle med, slutter Grethe Lindholmer.

Bogen, der udgives på Forlaget Nordpress, udkommer 1. maj.