De tre dyrlæger, der er ved at gøre klar til åbningen af Dyrlægehuset Hjallerup, som åbner mandag 15. marts. Fra venstre er det Katrine Adelhardt Wulff, Sanne Brasholt og Anette Skov Madsen. Foto: Lars Høj
Mennesker

- Her skal vores nye dyrlægeklinik ligge ... og det bliver godt

Tidligere var de kolleger og ansatte som dyrlæger i Vodskov, men om kort tid åbner Katrine, Sanne og Anette deres egen klinik i Hjallerup

18. februar 2021 kl. 06:00
Opdateret kl. 10:19

De tre mødte hinanden som ansatte dyrlæger på Vodskov Dyrlægeklinik og fandt hurtigt ud af, at der var en god kemi mellem dem. Og der gik ikke lang tid, før tanken om at lave en klinik sammen blev født.

Om kort tid er det, der begyndte som en strøtanke, så en realitet, nemlig Dyrlægehuset Hjallerup ApS lige midt i Hjallerup. Og de glæder sig, Katrine Adelhardt Wulff, Sanne Brasholt og Anette Skov Madsen, som ejer den nye klinik for kæledyr i fællesskab og har knoklet de seneste måneder for at blive klar til åbningen mandag 15. marts.

- Det bliver en klinik for mindre dyr, primært hunde og katte, hvilket også er grunden til placeringen i Hjallerup Centret. Det er centralt og der er gode parkeringsmuligheder, siger Katrine Adelhardt Wulff.

Det er nogle måneder siden, at trekløveret overtog lokalerne, som tidligere har huset forskellige typer butikker. Og der var nok at gå i gang med.

- Vi har væltet vægge, taget de gamle lofter ned og alt muligt andet, inden håndværkerne kunne begynde at bygge det hele op igen efter vores plan, siger Katrine Adelhardt Wulff.

Desuden har de tre dyrlæger fået masser af råd og vejledning fra Brønderslev Erhverv.

- De har været rigtig godt til både af hjælpe og til at stille en masse spørgsmål, som vi ikke lige havde tænkt over, siger Katrine Adelhardt Wulff.

Katrine Adelhardt Wulff slår helt fast, at der har været et fantastisk samarbejde med håndværkerne - og at hun glæder sig til at de bliver færdige, så indretningen for alvor kan komme i gang. Foto: Lars Høj

- Vi har hver vores spidskompetencer

Den nye klinik bliver på 300 kvm., hvortil kommer et par hundrede kvadratmeter kælder. Og det hele er i gang med at blive indrettet præcist som de tre dyrlæger ønsker det.

Der bliver to konsultationsrum til hunde, et til katte, et til tandbehandlinger, et operationslokale, et røngtenrum, et farvelrum med separat udgang, forberedelsesrum, personalerum og selvfølgelig en reception. Og der er separat ind- og udgang til behandlingsrummene, så man ikke behøver sidde i receptionen med en bange hund eller kat.

I første omgang er det tanken, at de tre dyrlæger skal klare alle opgaver selv.

- Det er en stor investering at etablere en ny klinik, så vi skal lige have gang i det hele, før vi begynder at overveje at ansætte f.eks. en veterinærsygeplejerske, siger Anette Skov Madsen.

De tre dyrlæger har hver sine spidskompetencer, men har generelt en bred erfaring, der gør, at de alle kan håndtere alle hverdagens udfordringer.

- Og så kommer vi jo til at hjælpe hinanden meget i det daglige, siger Sanne Brasholt.

Anette Skov Madsen har tidligere arbejdet med bl.a. landbrugsbesætninger, og hun glæder sig til at kunne sætte fokus på kæledyr og deres ejere. Foto: Lars Høj

- Velkommen til byen ... hvad laver I?

I øjeblikket har både de tre dyrlæger og håndværkerne travlt med indretningen af den nye klinik, og eftersom det hele foregår i Hjallerup Centret, er der stor opmærksomhed på den kommende klinik.

- Døren er åben og der er jævnligt en forbipasserende, der stikker hovedet ind og spørger, hvad vi har gang i - og byder os velkommen til byen. Det er ret hyggeligt, siger Katrine Adelhardt Wulff.

Og åbenheden er helt bevidst. Vinduerne er ikke dækket med papir, som butiksindehavere ofte yder det før åbningen.

- Næh, man må gerne se, hvad der sker hos os, siger Anette Skov Madsen.

Man skal følge brugsanvisningen, når man samler Ikea-møbler. Det har trekløveret lært på den hårde måde. Her er Sanne Brasholt ved at lægge sidste hånd på en skuffe. Foto: Lars Høj

Foreløbig samles der Ikea-møbler

De tre dyrlæger glæder sig til at komme i gang, men de næste uger kommer til at gå med at få lokalerne forvandlet fra en byggeplads til en klinik for smådyr og en fælles arbejdsplads. Og det kræver sin kvinde.

Under hele renoveringen har deres håndværker-gen været fuldt aktiveret, ligesom de har skulle finde deres Ikea-samlegen frem. Interiøret er nemlig købt i Ikea, og de har valgt selv at samle det hele ... og det er meget.

- Vi har lært at følge brugsanvisningen til punkt og prikke ... man skal ikke begynde at tænke selv, når man samler Ikea-møbler, siger Sanne Brasholt med et grin.

Hjemmesiden er endnu ikke klar, men bliver det i løbet af kort tid. Endnu kan man ikke bestille tid til sit kæledyr, men 1. marts skulle telefonen være klar.

- Og så kan man ringe på 73709131 ... så er vi klar til at skrive aftaler i kalenderen, siger Anette Skov Madsen.

Men lige her og nu venter de tre, Anette, Sanne og Katrine, på at håndværkerne bliver færdige og rykker ud, så de sidste møbler kan blive samlet og stille på plads ... så de kan komme i gang med at realisere drømmen.

Den tager form, klinikken, men er stadig fyldt med håndværkere og deres "sager". Men inden længe er det de tre dyrlæger og deres medhjælpende familier, der skal få det sidste på plads inden åbningen mandag 15. marts. Foto: Lars Høj
Annonceret indhold

Nyeste