Hanne Pølund kan fejre 45 års jubilæum i Landbo Nord. Foto: Landbo Nord
Mennesker

Hanne elsker sit arbejde blandt landmænd

14. august 2021 kl. 06:00

Revisorassistent Hanne Pølund, Mølholmvej 49, 9740 Jerslev, kan 15. august 2021 fejre 45 års jubilæum i LandboNord.

Det oplyser LandboNord i en pressemeddelelse.

- Da Brønderslev og Omegns Landboforening i 1976 søgte en ny elev, var Hanne Pølund på ferie. Derfor blev det søster Tove, som forfattede Hannes ansøgning. Ansøgningen viste sig at være nok til, at Hanne blev kaldt til samtale og efterfølgende sikrede sig pladsen på kontoret, skriver de.

Det var ikke helt tilfældigt, at Hanne Pølund endte i landbrugsrådgivningen. Hanne er ud af en landmandsfamilie, og interessen for erhvervet har hele tiden været der. Der har været rig mulighed for at få et godt forhold til kunderne, og kundekontakten betyder meget for både Hanne og kunderne.

- I mange år har Hanne taget ud til kunderne som farmsekretær, hvor hun assisterer med kontorarbejdet og regnskaberne på bedriften. Hun bogfører, betaler regninger, laver løn, budgetter og moms - og hos de kunder, som har fået deres regnskaber digitaliseret via LN Summax, assisterer hun kunderne med de digitale bilag. Når Hanne er tilbage på LandboNords kontor i Brønderslev, så er det blandt andet skatteregnskaber og årsrapporter, som står på opgavelisten. Der er aldrig to dage, der er ens, og det er en af de ting, som Hanne værdsætter ved sit arbejde.

Privat fylder landbruget også meget i Hanne Pølunds liv. Sammen med sin mand John og deres to børn og svigerbørn driver hun et familiebrug ved Jerslev. Hanne er tredje generation på gården, hvor familien producerer grise og har markdrift med korn og kartofler.

Ifølge Hanne Pølunds eget udsagn giver det ikke megen plads til fritid, men der skal dog også være plads til motionere med en tur i svømmehallen, dyrke yoga og gymnastik, en tur i haven eller være sammen med de fem børnebørn, som ofte kommer forbi til en bid mad, da de bor lige ved siden af.

Jubilæet bliver fejret ved et internt arrangement i LandboNord.

Annonceret indhold

Nyeste