Mennesker

Friluftsliv for familier

30 overnattede i telt sammen ved Vildmosemuseet

14. september 2018 kl. 19:28

BRØNDERSLEV: Den nye aktivitetsgruppe i Brønderslev, Byens Børn, har haft sit andet arrangement. Det var en overnatning i telt for børn og voksne ved Vildmosemuseet.

- Vi var desværre kun 30 stykker, oplyser Morten Heegaard, der både er med i den 15 mand store koordinatorgruppe i Byens Børn og samtidig er spejderleder i Nørreå Gruppe, som var på banen ved denne aktivitet.

Man havde håbet på mellem 50 og 100, og der blev derfor en del snobrødsdej til overs. Men for dem, der var med, var det en god oplevelse, fortæller Morten Heegaard.

- Det gik rigtigt godt. Efter aftensmaden klarede det op, og vi har siddet under et træ og sunget nogle sange. En havde guitar med, fortæller han.

Der blev lavet mad over bål, og børnene fik også mulighed for at prøve en økse, en sav og at snitte med dolk.

- Friluftsliv var overskriften i weekenden.

Idéen med den ny gruppe er at lave nogle forskellige aktiviteter for børnefamilier, som er gratis, og hvor man ikke skal melde sig til men bare kan dukke op. De trækker på forskellige foreninger og kræfter i lokalområdet, og emnerne for arrangementerne er meget forskellige.

Det næste bliver en fotodag, hvor en billedkunstner og en fotograf lærer fra sig. Det bliver lørdag 20. oktober.

Byens Børns første arrangement var en dag med leg og aktiviteter i Hedelund Rhododendronpark - her kom omkring 800 mennesker. Gruppen hører under Borger9700.- Møller

Annonceret indhold

Nyeste