For mig er musik og billeder to sider af samme sag

Randi Laubek er nok mest kendt for sin musik, men hun har hele livet også tegnet og malet. I øjeblikket kan man således på Dronninglund Kunstcenter se en række af hendes værker på den aktuelle forårsudstilling.

- Jeg har altid tegnet og malet, siger den 47-årige kunstner, der er født og opvokset i Voerså.

- Jeg har haft nogle gode og inspirerende tegnelærere undervejs. Min far er en habil tegner, og så skylder jeg min gamle formningslærer og formidabelt tegnende Vagn Thiedemann en stor tak. Han har været en stor inspiration og opmuntrede bl.a. mig og min gode veninde, der nu er billedkunstner, Mille Søndergaard, til dekorere formningslokalets gavl tilsat Michael Strunge digt, fortæller hun.

Randi Laubek er autodidakt, men fik dog undervisning som ganske ung af den lokale kunstner Grethe Zeuthen.

- Jeg sad mange eftermiddage i Grevindens Villa, som Grethe vist købte af naboen Lars Swane, og malede udsigten over Kattegat fra Holtbjerg. Jeg har malet hele mit liv sideløbende med musikken. For mig er det to sider af samme sag. Det er et andet sprog for at udtrykke, forstå og indfange lidt af den mystiske, fantastiske og udfordrende verden, siger Randi Laubek.

- Jeg ville lave noget kreativt

Som helt ung teenager forestillede hun sig ikke, at musikken og kunsten skulle blive hendes levevej.

- Jeg ville bare gerne lave noget kreativt og brugte ekstremt mange timer på både musikken og tegning.

Især tegneserier har optaget mig meget, og i gymnasiet var jeg også optaget af grafitti-kulturen. Jeg fandt faktisk en lille indtjeningskilde i gymnasiet sammen med min veninde, Mille. Vi malede vores skolekammeraters fjällræve og tøj med tuscher, så i den formative periode var det ungdomskulturen og popkulturen, der tiltrak mig.

Især tegneserie-universet var en kæmpe inspiration med det tegnede og det fortællende som dobbeltlag. Sådan er det også i sangskrivningen, hvor tekst og musik også kan fortælle flere forskellige historier og føje uendelige dimensioner til hinanden.

Tegning har altid talt særligt til mig, og jeg har altid været optaget af den gode streg og fortællingen, understreger hun, der senere blev optaget af japansk manga, japanske film og tegnefilm i det hele taget.

- Det talte lige ind i den magiske realisme, jeg selv dyrkede. Eventyrfortællingerne, magien i naturen, det surreelle, eksperimenterende, mystikken, tegn og symbolik, som jeg også bruger flittigt i mine billeder. Efterhånden har jeg helt og aldeles ubevidst udviklet nogle figurer, som går igen. I starten var det meget groteske, lidt forvredne, forvirrende ånder, der så udkrystalliseredes til løven, fuglen, jægeren, og fuglemenneskene, fortæller Randi Laubek.

Tegninger i musikken

Hun har også brugt sit tegnetalent i forbindelse med pladeudgivelser.

- Mine malerier kan virke fragmentariske, og da jeg lavede Sun Quakes albummet var det faktisk samme fragmentariske proces. Jeg skulle selv lære at lave det meste, fordi jeg ikke havde råd til dyr studietid. Jeg rejste rundt i USA og lavede indspilninger, som jeg så tog med hjem og bearbejdede og fik andre til at indspille på. Det hele var lidt håndholdt og søgende og usikkert, fordi jeg for første gang ikke havde et stort pladeselskab i ryggen, oplyser hun.

- Det befriende ved maleprocessen er, at den er mere direkte. I musik er der sangskrivningsprocessen og indspilningsprocessen, som kan være meget kompliceret, og hvor man har brug for andre. Musik er i høj grad et grupperesultat, hvor billedet er mere mit helt eget, siger hun.

- Da jeg fik mit gennembrud med musik, var der 7-8 år, hvor jeg havde så travlt med det, og det fyldte det hele. Efter at jeg var blevet fyret fra min kontrakt med EMI, stod jeg pludselig i et vadested, og så startede jeg på en tegneskole. Her begyndte jeg at lave collager. Det var og er spændende at arbejde i de her lag af collage, plast, blyant og tusch. Hvis jeg først begynder at male, så sluger det al min tid i en periode. Det suger mig ind, så jeg ikke får lavet musik. Det er et frirum for mig, fortæller Randi Laubek, der har valgt en levevej med stor usikkerhed og mange op- og nedture.

- Man vænner sig til det. For mig er det vigtigt at være i gang med noget og være skabende. Man vænner sig til usikkerheden. Det er en livsstil, og jeg håber da, at jeg også i fremtiden får mulighed for både at spille og male. Jeg nyder virkelig at have begge dele, som jeg også havde, da jeg var helt ung. I øjeblikket glæder jeg mig dog meget til igen at kunne komme ud at spille, siger hun, der, selv om hun har boet i København det halve liv, stadig føler sig som nordjyde.

- Jeg trænger måske til at lille genoptræningskursus, men jeg er nordjyde i hjertet, slutter Randi Laubek.

En række af hendes værker kan ses på Dronninglund Kunstcenter frem til 2. maj.