Farvel til coronaramt gymnasietid på Dronninglund Gymnasium

Fredag var der dimension på Dronninglund Gymnasium, hvor rektor Lars Jørgensen rundede tre års studietid af - dels med en tale og dels ved at overrække to priser.

Dels Basis-Tryk Prisen på 3000 kr. til studenten med det højeste gennemsnit, som i år blev Sigrid Lisa Scholten med et snit på 12,1.

Desuden fik Sofie Hvedhaven Andersen Nordjyske Banks Pris på 3000 kr. , som går til en student, der på særlig måde har udmærket sig via deltagelse og placering i faglige konkurrencer med elever fra andre gymnasier/lande.

Rektors farveltale

Lars Jørgensen sagde farvel til de nyudsprungne studenter med nedenstående tale (forkortet af redaktionen).

Tak for 1,5 gode år.

Det var ordene i rulleteksterne til I 3g’eres afslutningsvideo, som I viste for alle på skolen på vores sidste fællessamling for kort tid siden.

Vi kender godt den ligning, hvori der indgår en faktor, som kan reducere 3 gode år med 50% - det er coronafaktoren, der er blevet ganget med. En faktor, vi alle sammen har oplevet i mere end et år nu, men som vi meget gerne ville have været foruden.

I formulerer jer videre om jeres årgangs nedslående oplevelse af gymnasietiden i den nævnte videos rulletekster sådan:

- Vi er blevet frarøvet alt.

Ja, coronafaktoren, som har reduceret jeres gymnasietid til ca. 50% af, hvad den normalt ville have været, den har sat sit uudslettelige aftryk hos jer, hos os, ja, hos alle over det meste af verden.

Og I har helt ret: listen over oplevelser, aktiviteter, events og meget andet, I er blevet frarøvet, er alen lang, og jeg vil ikke bringe jer i dårligt humør ved at minde om alt det, I ikke har fået. Men fokuserer vi knivskarpt, og ser rigtig godt efter, leder efter maggieterningen i alt det mistede, så nærmest springer det fænomen, vi kalder hverdagen, i øjnene på os. Den helt almindelige, velkendte, normale hverdag. Det er den, I har savnet, det er den, vi alle har savnet.

På forunderlig vis er hverdagen afgørende vigtig for intet mindre end selve sammenhængskraften i samfundet, i familien – og på DG. Paradokssalt nok kan vi let i almindelighed forledes til at tro, at vores hverdag består af en lang række gøremål og aktiviteter, som ”skal overstås”. Jeg tror, at I alle – både studenter og forældre – ofte har hørt en og anden sige: ”Nå, så er det overstået”, når f.eks. opvasken efter aftensmaden er klaret, eller den sidste gæst er gået efter en hyggelig aften der hjemme.

Men hverdagen er ikke en triviel, endimensionel to-do liste, der blot skal vinges af og ”overstås”. Den er langt, langt vigtigere. Den er selveste den lim, som binder os sammen gennem alle de små rutiner, handlinger og finurligheder, hverdagen består af. Og det er gennem samværet i hverdagen, at vi udvikler den tryghed og tillid, der giver os følelsen af at høre til i et fællesskab, som f.eks. DG-fællesskabet.

Uden hverdagen som afgørende fundament for og ramme om vores liv, bliver vi rodløse og fattigere for hver dag, der går. Vi krymper som mennesker. Det er præcis det, I har oplevet i de perioder, hvor I har været hjemsendt, og jeres virkelige f2f samvær har været erstattet af computerens forfladigede skærmliv.

Hvis man skal pege på noget positivt, som corona kan siges at have medført, så er det netop vores evne til at kunne få øje på og forstå værdien i det, vi under normale omstændigheder sjældent ofrer megen opmærksomhed på: hverdagen. Den er jo så indlysende selvfølgelig for os, vores mest trofaste, daglige følgesvend.

Dan Turèlls digt ”Hyldest til hverdagen” er – på trods af, at det er skrevet for næsten 40 år siden – lige nu mere aktuelt end nogensinde. I digtet fanger han på forbilledlig vis lige netop det trygge og værdifulde i hverdagen:

Jeg holder af hverdagen

Hverdagens betydning i vores liv kan altså ikke overvurderes. Det er det, der er pointen i det Turell’ske digt. Vi på DG har set og oplevet det for nylig, da I efter endnu en lang hjemsendelsesperiode vendte tilbage til DG-hverdagslivet: jeres umiddelbare og spontane glæde ved gensynet med kammeraterne, lærerne og alt det, I kender, ja, den var ikke til at tage fejl af. I havde armene helt i vejret, fordi I igen havde lov til at komme i skole.

Hvilken kontrast til, da vi oplevede første corona-nedlukning i marts 2020. Her røg armene også i vejret, men dengang var det over udsigten til lidt ekstra ferie. Coronaferie.

Ingen forestillede sig, at vi ville komme til at trækkes med den ubudne og hærgende gæst, corona, i langt mere end et år. Sagt med andre ord, så ændredes coronafortegnet 180 grader i løbet af de 14 måneder, der gik fra første til sidste nedlukning. Og I erfarede, at den DG-hverdag, der ikke rigtig var noget særligt, pludselig var nærmest det hele.

Uden at overdrive alt for meget, så vil jeg sige, at jeres tilbagekomst efter påske mindede ikke så lidt om de billeder, vi alle har set fra de lykkelige maj-dage i 1945, da Danmark blev frit igen. Også dengang blev det fejret, at en mørk tid med besøg af en uønsket gæst var slut, og en mere normal hverdag kunne skimtes forude. Læg mærke til, at jeg siger skimtes. For der gik reelt adskillige år, inden det normale havde overtaget det unormale i fuldt omfang. De sidste varerationeringer forsvandt først i sidste halvdel af 1950’erne, og de menneskelige sår blev bestemt heller ikke helet natten over.

Helingsprocessen vil også tage tid for jer – for nogen af jer lang tid - men det skal nok lykkes. Tiden læger, som bekendt, alle sår. Og tilmed viser al erfaring fra større kriser, at man som menneske oftest kommer styrket ud på den anden side, når man har gennemlevet den.

Om nogen tid vil I måske ligefrem kunne dreje oplevelsesperspektivet på jeres gymnasietid, som vitterligt skilte sig ud og var markant anderledes end alle andres.

I fik ikke alt det, I troede og håbede på, men I fik trods alt noget helt, helt andet i stedet for. Og hvis I med tiden tilmed lykkes med at forskyde oplevelsesvægten af jeres DG-tid fra de 50%, I ikke fik, til de 50%, I fik, så vil det også danne en anden og – måske – lidt mere positiv erindring om jeres gymnasietid.

Inden jeg runder helt af, så lad mig lige kort vende tilbage til jeres afskedsvideo, som jeg refererede til indledningsvist. For vil gerne kvittere for, at I trods alt ikke har fået frarøvet jeres fine og spidse humor, og jeres evne til, via den, også at finde – små – lyspunkter her i jeres sidste DG-tid. I siger i videoen tak for de 1,5 gode år med netop jeres mix af bittersød humor og ironi. Og det er jo så dansk, som noget kan blive.

Så I klarer den, det er helt sikkert.