Mennesker

Er bankerne blevet for grådige?

23. maj 2021 kl. 06:00

De danske pengeinstitutter har over en bred kam nedsat beløbsgrænsen for opkrævning af negative renter på privatkundernes indlån. Nu kommer de fleste bankkunder med et indestående på mere end 100.000 kr. til at betale negative renter, hvilket vækker harme fra flere kanter.

Erhvervsminister Simon Kollerup (S) betegnede forleden bankernes strategi som et udtryk for grådighed. Interesseorganisationer som Forbrugerrådet Tænk og Ældre Sagen er ligeledes skarpe i deres kritik.

Er bankerne grådige, når de opkræver negative renter? Vi spurgte forleden nogle borgere.

Susan Jensen

- Ja, det synes jeg. Det er slet ikke rimeligt. Når man ser på, hvor store overskud, de hvert år leverer, så kan det ikke være rigtigt, at almindelige kunder også skal betale for at have deres penge stående.

Heidi Geertsen

- Jeg bryder mig ikke om det. Især fordi grænsen nu er sat ned. Hvis de endelig skal opkræve minusrenter, så bør det være for de helt store formuer.

Helle Lund Jensen

- Ja! - det er noget griseri. Selv om de begrunder det med større udgifter, så er det useriøst, når de så alligevel tjener milliarder. Hjemme hos os overvejer vi, om vi skal gøre noget andet for at undgå de negative renter.

Søren Huus

- Ja, det er det. Jeg forstår ikke deres strategi. Det er under lavmål og et udtryk for grådighed. Man overvejer da, om det er værd at have sine penge stående i banken.

Per Kolind

Ja, for kunderne har jo ikke noget valg. Og når man så sammenholder det med de enorme overskud, som bankerne gang på gang præsenterer, så virker det forkert.

Annonceret indhold

Nyeste