Rasmus Fries er en særdeles tilfreds tilflytter til Brønderslev, som efter hans opfattelse kun mangler, at butikkerne åbner. Han flyttede til byen 1. december, og har i store træk kun oplevet en nedlukket by. Foto: Henrik Simonsen
Mennesker

Emigranten fra Sønderjylland: - Brønderslev har jo det hele

Rasmus Fries er opvokset ved den tyske grænse, men er i dag en glad vendelbo, som lige har købt hus i Brønderslev og er flyttet sammen med kæresten

13. februar 2021 kl. 09:00
Opdateret 16. februar 2021 kl. 09:32

Hvorfor i alverden flytter en sønderjyde fra Bov (så tæt på den tyske grænse, som man nærmeste kan komme det) til Brønderslev?

Ja, for 28-årige Rasmus Fries var det egentlig ikke så svært. Både job og kæreste faldt i hak med en by, der efter hans opfattelse har alt, hvad man har brug for. Endda tæt på motorvejen, der fører både mod syd og nord, alt efter behov og temperament. Og byder på huspriser, der er til at overkomme, i hvert fald sammenlighed med Aalborg og Hjørring.

Så det var en glad Rasmus, der 1. december sidste år flyttede ind i et hus i Ådalen sammen med Trine Trolle, der er opvokset i Brønderslev, og har sin familie i byen. Lidt en tabt kamp om hvor man skulle bosætte sig, erkender Rasmus med et skævt smil og erklærer sig samtidig meget glad for byen.

- Vi kiggede på hus i både Aalborg, Svendstrup og Brønderslev, og i forhold til Svendstrup var der en mio. kr. at spare på nogenlunde ens huse. Og Brønderslev har jo det hele, masser af butikker, take away, supermarkeder, skoler, en fed hal, golfbane, en fodboldklub... det hele, siger han.

Fra sport til kontoudtog

I dag arbejder Rasmus Fries som kunderådgiver i Nordea i Hjørring og Brønderslev, men oprindeligt forventede han sig et liv indenfor idræt og flyttede til Aalborg for at læse netop det på universitetet. Efter et års tid måtte han erkende, at han var mere til den fysiske del og mindre til alle teorierne. Det blev derfor til en uddannelse som finansbachelor og et videre forløb i Nordea, hvor han altså arbejder i dag.

Han har tidligere spillet håndbold på højt niveau i bl.a. Flensburg Handewitt, og har ligeledes spillet på Aalborgs 2. divisionshold som målmand. I dag spiller han håndbold i 1. division i Elitesport Vendsyssel.

Vendelboer er slet ikke så tillukkede

Rasmus Fries har ikke haft svært ved at falde til i Vendsyssel ... og han opfatter overhovedet ikke vendelboer som tillukkede og svære at komme i kontakt med, som rygterne ellers går i andre landsdele.

- Jeg synes faktisk, at sønderjyder er mere lukkede end vendelboer over for nye mennesker. Her er folk meget åbne og imødekommende - og helt sikker mere end sønderjyder. Og sammenligner jeg med f.eks. Aarhus, hvor jeg kender mange, er det min opfattelse, at der er meget mere facade og afstand end i Vendsyssel. Jeg føler mig rigtig godt taget imod, siger han.

Glæder sig til at butikkerne åbner igen

Så han er glad for sin nye landsdel, er han. Rasmus Fries. Egentlig savner han kun en enkelt ting her og nu - nemlig at de mange butikker åbner igen.

- Vores nye hus er på 178 kvm., og vi mangler rigtig mange møbler og andet til huset, som vi gerne vil købe lokalt ... og gerne vil betale lidt ekstra for, så vi kan holde liv i byens butikker, siger han.

Rasmus Fries er kunderådgiver i Nordea i Brønderslev, og er flyttet sammen med kæresten i et parcelhus i Ådalen. Foto: Henrik Simonsen
Annonceret indhold

Nyeste