Mennesker

DEBAT: Måske får vi brug for Dronninglund Sygehus igen

08. maj 2021 kl. 07:00

Christian Borrisholt Steen, Uglevænget 6a ,9310 Vodskov. Regionsrådskandidat for Venstre og tidligere medlem af Det Etiske Råd.

Der skal også i fremtiden være sygehusfunktioner i alle de nordjyske byer, hvor der i dag er sygehuse. Det gælder Aalborg, Frederikshavn, Hjørring, Brønderslev, Thisted, Farsø og Hobro. Det besluttede det nuværende regionsråd i Region Nordjylland tidligere på måneden. Det glæder mig. Jeg stiller selv op til efterårets regionsrådsvalg og én af mine mærkesager handler netop om, at vi skal have mere tryghed og mindre centralisering på sundhedsområdet.

Det er vigtigt for mig, at vi nordjyder ikke skal være bekymrede for om vi, i tilfælde af sygdom, får den rette behandling, pleje og omsorg – uanset hvor i regionen vi bor. Derfor er det selvfølgelig glædeligt, at regionsrådet ønsker at fastholde de nuværende sygehusfunktioner rundt omkring i regionen frem for at øge centraliseringen.

Men spørgsmålet er, om planen holder og om den i tilstrækkelig grad tager højde for udviklingen i de kommende år. Vi bliver stadig flere ældre og flere med kroniske lidelser rundt omkring i hele Nordjylland. Derudover oplever vi allerede nu en generel stigende efterspørgsel på sundhedsvæsenets ydelser. Samtidig ved vi, at det nye supersygehus i Aalborg Øst ikke bliver helt så super endda, når det handler om antal sengepladser, da antallet af sengepladser forventes at blive væsentligt færre, end på de sygehuse, som supersygehuset skal erstatte.

Der er derfor grund til at antage, at flere ikke mindst ældre patienter i fremtiden vil blive udskrevet endnu hurtigere, end i dag og det må alt andet lige betyde et øget pres på hjemmepleje, almen praksis med videre. Så måske får vi faktisk brug for flere sengepladser og måske var det lidt for tidligt, at man valgte helt at nedlægge f.eks. sygehuset i Dronninglund.

Jeg har tidligere foreslået, at man her under pandemien skabte liv i det gamle sygehus igen, ved at oprette et Covid-testcenter i de gamle bygninger, i stedet for at leje sig ind i hallerne. Men måske kunne de gamle bygninger – eller dele heraf – også bruges til andre formål inden for sundhedsvæsenet. I Venstre foreslår vi fx at Region Nordjylland opretter landets første regionale center for stressbehandling, hvor vi samler ekspertisen inden for dette område i et nyt center til gavn for de tusindvis af nordjyder, som dagligt lider af stress og mistrivsel. Et sådant center skal jo ikke nødvendigvis placeres i Aalborg, men kunne for mig at se også placeres i f.eks. Dronninglund. Måske får vi brug for Dronninglund Sygehus igen.

Annonceret indhold

Nyeste