Egentlig gik det meget godt i Salon Brandi, men for et par måneder siden åbnede Sanne Brandi også en webshop og har desuden skruet kraftigt op for aktiviteterne på de sociale medier. Og det har været godt. Privatfoto
Mennesker

Corona-krisen satte gang i Sanne ... nu skulle der ske noget mere

UDVIKLING: Sanne Brandi har haft Salon Brandi siden 2009. Nu har hun også en webshop og har skruet kraftigt op for markedsføringen på bl.a. Facebook og Instagram.

10. maj 2021 kl. 06:00

HJALLERUP: Siden 2009 har Sanne Brandi været selvstændig med Salon Brandi i Hjallerup. Her har hun passet sin salon og kundernes hår, og har egentlig været aldeles tilfreds med det.

I 2020 fik verden så en ny virus med alskens konsekvenser for bl.a. Sanne Brandis salon og det fik hende til at fundere over, om det monstro ikke var en idé at udvikle forretningen.

Det blev til en webshop og en kraftig udvidet markedsføring af både salonen og webshoppen på især Facebook og Instagram.

- Det er egentlig ikke en corona-strategi, men mere en bevidsthed om, at det er godt at have flere forretningsstrenge at spille på, siger Sanne Brandi.

Webshoppen, som kan findes på adressen: www.shop.sannebrandi.dk gik i luften 1. marts i år og markedsføringen på de sociale medier bliver mere og mere målrettet i takt med, at Sanne Brandi finder sin egen stil.

- De første uger var der virkelig gang i webshoppen, fordi mange manglede produkter. Siden har der været noget stille, men det bliver helt sikkert bedre i takt med, at jeg får gang i markedsføringen, siger hun.

Og markedsføringen - den foregår på de sociale medier og består overvejende af små videoer, fotos og henvisninger til tilbud.

- Det er en rejse, jeg er draget ud på, og det er superspændende ... og noget jeg bruger rigtig meget tid på, siger Sanne Brandi, som f.eks. laver videoer, hvor hun på sig selv viser, hvordan produkterne på hjemmesiden skal bruges.

Corina-krisen har desuden gjort, at hun har droppet sin eksterne hjælp til bogholderiet. Nu sidder hun selv med papirerne, og det har været godt.

- Det har gjort, at jeg er blevet mere bevidst om, hvad jeg bruger penge på ... nu bruger jeg de penge jeg sparer til bogholderen på rengøring i stedet og det er en valg, jeg er meget glad for, siger hun.

Sanne Brandi bruger i høj grad sig selv, når hun laver små demonstrationsvideoer til bl.a. Facebook og Instagram. Privatfoto
Annonceret indhold

Nyeste