Mennesker

Camilla finder venner online

Venskab: Camilla Andersen bor alene og har manglet sine sociale arrangementer i hverdagen

14. februar 2021 kl. 16:00

Da corona-virussen lukkede det danske samfund ned, kostede det mange mennesker deres sociale liv. Det var også tilfældet for Camilla Andersen.

Den lokale klub, de ugentlige gå-klubber og drømmen om at blive besøgsven stoppede alle. Camilla Andersen søgte derfor venskaber på andre måder.

Camilla Andersen beskriver sig selv som et meget socialt menneske, som ikke dur til at være alene. Hun bor alene i Dronninglund, hvor hun har fleksjob i Fakta, derfor er dagene også ekstra lange og ensomme, når hun har fri. Familien er primært i Aalborg og er ikke nogen, hun ser så ofte om vinteren. Derfor yder hun altid en stor indsats for at have nogle sociale arrangementer i kalenderen. Blandt andet den lokale gå-klub, som før mødtes to gange om ugen.

- Det var så hyggeligt at mødes to dage fast om ugen og gå ture med de ældre. De viste mig en masse steder, jeg ikke havde været før, fortæller Camilla Andersen.

Men aktiviteter som disse er ikke længere en mulighed. De gamle er blevet for bange for at komme ud. Det ærgrer Camilla meget, da hun i forvejen synes, det har været svært at komme ind i et lokalsamfund.

Camilla Andersen har brugt hjemmesiden Boblberg til at komme i kontakt med andre, så hun havde nogle at snakke med. Foto: Kim Dahl Hansen

- Det er så svært at komme ind i et lokalsamfund, man møder ikke bare folk, sukker Camilla Andersen, mens hun kigger ned i sin skærm, der i denne tid har betydet endnu mere for hende.

Og det er i følge hende ikke blevet nemmere. Uden muligheden for at kunne mødes med mennesker og komme ud, mister hun forbindelsen til sit lokalsamfund.

- Jeg er så glad for at arbejde et sted, hvor jeg skal op hver dag og afsted, og hvor jeg skal se nogle mennesker. Det siger jeg til mig selv hver dag, fortæller Camilla Andersen.

Men selvom arbejdet byder på andre mennesker, mangler Camilla Andersen stadig sine sociale arrangementer i hverdagen, hvor hun føler sig meget alene.

Hun har i en længere periode benyttet sig af hjemmesiden Boblberg, der er en hjemmeside, som hjælper brugerne med at skabe nye fællesskaber. Her har hun førhen skrevet med andre brugere og mødtes med dem. Endnu en ting som har ændret sig nu.

- Det er ikke helt det samme nu, for folk er meget Corona-forskrækkede og vil ikke mødes, og jeg vil allerhelst mødes, forklarer Camilla Andersen, der bruger mange timer alene hjemme i sin lejlighed.

Men selvom meget af kommunikationen nu foregår online og ikke fysisk, lægger hun heller ikke skjul på, at de virtuelle venskaber og samtaler er lige så vigtige for hende og især i denne tid.

- Det er dejligt, at der er nogen at snakke sammen med om, hvordan ens dag er gået. Jeg er den eneste i min familie, som bor alene, og jeg synes, det er lidt træls at skulle ringe til min mor 10 gange om dagen for at have nogle at snakke med, siger Camilla Andersen, mens hun griner lidt.

Camilla skriver med mange på hjemmesiden, som er omkring hendes egen alder, men også en del ældre brugere. Camilla havde før nedlukningen ansøgt om at blive besøgsven for Røde Kors, men da Camilla var blevet optaget, lukkede de danske plejehjem ned. Den online kommunikation med de ældre minder hende om det koncept.

- Jeg har skrevet med én på 66, det er jo lidt ligesom at være virtuel besøgsven. Det giver mig lige så meget, som det giver dem at kunne skrive sammen, fortæller Camilla Andersen.

Annonceret indhold

Nyeste