Mennesker

Bettina sagde ja i en ballon

Spidskandidat: Ny borgmesterkandidat Bettina Bøcker Kjeldsen sagde ja til sin mand i kurv under en luftballon

17. april 2021 kl. 06:00

BRØNDERSLEV: 30. november 2015 er en dag, Bettina Bøcker Kjeldsen aldrig glemmer. Hun er i Tyrkiet sammen med sin kæreste Per Kjeldsen, og det er tidligt om morgenen nær byen Göreme ca. 300 km sydøst for hovedstaden Ankara.

Meget tidligt.

- Den er vel ikke meget mere end seks om morgenen, husker Bettina Bøcker Kjeldsen, der i dag er socialdemokratisk byrådsmedlem i Brønderslev.

Det forelskede par har denne himmelblå morgen sat kursen mod kærlighedsdalen, hvor de gør klar til en flyvetur i luftballon.

- Jeg er faktisk noget nervøs for flyveturen, for jeg har lidt højdeskræk, fortæller Bettina Bøcker Kjeldsen, der intet vidste om kærestens hemmelige plan. Hun lader sig overtale, og snart efter står hun i kurven sammen med Per og en lille flok andre passagerer. På startpladsen står hjælpere parate til at sende kurven afsted, når skipperen melder klar.

Vældige flammer skyder hvæsende i vejret og opvarmer ballonens indre. Da luften er varm nok, stiger ballonen langsomt til vejrs. Fra kurven er der snart efter en fantastisk udsigt over byen Göreme, og det forelskede pars luftballon er ikke den eneste på himlen, så der er også udsigt til flere andre balloner, der svæver over kærlighedsdalen.

Længe ventet spørgsmål

Enkelte skippere lader ballonerne dale ned mellem de mange klippeformationer, så passagererne kan se dem på tæt hold. Lige før de rammer klipperne, giver de gas, så ballonerne stiger op igen.

- Da vi er kommet godt op, stiller Per det spørgsmål, som jeg havde håbet på i et års tid. Det er en meget romantisk oplevelse, da han frier til mig i 750 meters højde over kærlighedsdalen, og de andre i kurven klapper højt, da jeg siger ja, husker Bettina Bøcker Kjeldsen med varme i øjnene.

- Det havde jeg altså ikke set komme, og jeg blev meget overrasket. Jeg havde faktisk stukket lidt til ham i et års tid og nok lidt opgivet, at han ville spørge. Men Per havde i hemmelighed planlagt rejsen og frieriet meget nøje i et halvt års tid, fortæller Bettina Bøcker Kjeldsen, der officielt fik sit efternavn Kjeldsen, da parret blev gift 14. maj 2016.

I morgengave fik hun i øvrigt et lamineret bevis for, at Per Kjeldsen havde meldt sig ind i Socialdemokratiet.

Familie med fællesskab

I dag bor parret i et parcelhus i Brønderslev, hvor familien også rummer fire sammenbragte børn. To af dem er Per Kjeldsens, og to er Bettina Bøcker Kjeldsens. I praksis er de ”fælles” børn.

- Jeg er nok mest kendt som politiker eller som medarbejder i 3F, men jeg er først og fremmest mor. Det at være mor gør mig nemlig både glad og stolt, for jeg synes, det er lykkedes at få skabt og opdraget nogle ordentlige børn, som også rummer nogle gode værdier, siger Bettina Bøcker Kjeldsen.

- Det med jobbet i 3F og politisk karriere i byrådet er også rigtig vigtig, men jeg er altså først og fremmest mor, understreger Bettina Bøcker Kjeldsen.

Gør klar til valget

Ud over at være byrådsmedlem for Socialdemokratiet, medlem af Økonomiudvalget samt Beskæftigelses- og Uddannelsesudvalget, er Bettina Bøcker Kjeldsen gruppeformand og siden nytår også ny borgmesterkandidat for Socialdemokratiet. Nu venter det første valg med hende ved roret. Og målet er klart, når der er skal sættes krydser 16. november i år: Borgmester Mikael Klitgaard (V) skal vippes af pinden, så Bettina kan sætte sig i borgmesterstolen. Men det kræver vælgernes opbakning.

- Jeg er nervøs for, hvordan det vil gå til valget, men også meget spændt. Vi kan ikke læne os tilbage og håbe på statsministereffekten. Partiet og jeg skal virkelig arbejde for det og tage de gode snakke og diskussioner med vælgerne og de øvrige politiske partier. Men jeg vil også gerne ud at snakke med folk og synes, vi har en fantastisk gruppe og en god politik, så jeg tror på et godt valg, siger Bettina Bøcker Kjeldsen, der endnu ikke har lagt sig fast på, hvilke emner, der får topprioritet.

- Jeg skal vælge tre emner, som jeg vil give topprioritet og profilere mig på. Jeg har en ide om, hvad det bliver, men det vil jeg ikke fortælle endnu. Jeg kan dog generelt sige, at børn og unge ligger mig meget på sinde, for det bekymrer mig, at vi taber så mange unge i systemet. Jeg er dybt, dybt imod mobning, for det skader for livet og giver store regninger for det offentlige. Jeg tror, man skal være mere åbne om mobning, og de voksne, forældrene, skolen og systemet er nødt til at tage noget mere ansvar og hjælpe. Vi har alle et ansvar for at stoppe mobberiet, mener Bettina Bøcker Kjeldsen.

Når jobbet og byrådsarbejdet levner tid til det, går hun gerne i køkkenet og laver mad.

- Jeg elsker at lave mad, hyggesnakke og få et godt grin sammen med familien, og så er jeg jo nok også lidt en drengepige. Faktisk overvejede jeg for år tilbage en karriere i Forsvaret. Men jer er godt tilfreds med, hvor jeg er i livet. Jeg fortryder intet, og som jeg ofte har sagt til mine børn efter aftensmaden: Vi er heldige, at vi har fået noget at spise i dag, siger Bettina Bøcker Kjeldsen.

Annonceret indhold

Nyeste