Brønderslev Kommune er klar med hjælp til folk med knogleskørhed. Arkivfoto: Bente Poder
Mennesker

Alle borgere med knogleskørhed kan få et forløb med træning

25. februar 2021 kl. 16:00

Nu kan alle borgere med knogleskørhed tilbydes et forløb i sundhedscentrene i Brønderslev Kommune

Det oplyser Brønderslev Kommune i en pressemeddelelse.

- Sundhedscentrene i Brønderslev Kommune har siden foråret 2019 haft et rehabiliteringstilbud til borgere med knogleskørhed for dem, som allerede har haft et brud. Borgere, som endnu ikke har haft et brud, kan nu også tilbydes et forløb ved behov, skriver de.

Fra april måned vil der være to forskellige rehabiliteringsforløb til borgere med knogleskørhed – et daghold og et eftermiddagshold. Begge forløb er kombinerede undervisnings- og træningstilbud, som varer 10 uger. Der er forskel på, hvor ofte man skal møde op, og på hvornår på dagen det ligger. Det er borgernes fysisk funktionsniveau, der afgør, om man får det ene eller det andet tilbud.

- Eftermiddagsholdet er for borgere med et højere fysisk funktionsniveau samt erhvervsaktive. Her møder man op én gang om ugen i sundhedscenteret – skiftevis til træning og undervisning – og træner tillige selvstændigt derhjemme efter øvelser, man får udleveret og bliver instrueret i på holdet. På forløbet er der undervisning om bl.a. knogleskørhed, medicinhåndtering, knoglevenlig kost, hvordan man undgår fald og belastninger, hjælp til evt. rygestop, og inspiration til varige motionsvaner, oplyser kommunen.

Dagholdet er for borgere, der har et lavere fysisk funktionsniveau. Her møder man op til træning to gange om ugen på sundhedscenteret og har tillige undervisning den ene gang om ugen.

På forløbet er der undervisning om bl.a. knogleskørhed, medicinhåndtering, smertehåndtering, knoglevenlig kost og individuel kostberegning, hvordan man lærer at leve med knogleskørhed og undgår fald og belastninger, hjælp til evt. rygestop, og inspiration til varige motionsvaner.

Man kan selv henvende sig til sundhedscenteret eller blive henvist fra egen læge.

- Det er en sundhedsmedarbejder fra Sundhedscenteret, der på baggrund af en telefonisk samtale, vurderer om det er mest hensigtsmæssigt med en plads på dag- eller eftermiddagsholdet. Begge hold tilbydes på skift i Brønderslev og Dronninglund.

Annonceret indhold

Nyeste