Aprilfestival modtager Håbets Pris i år. Foto: Søren Kløft
Mennesker

Aasen Teater giver Håbets Pris til teaterfestival

09. juni 2021 kl. 12:47

Håbets Pris 2021 går til Aprilfestival - verdens største teaterfestival for børn og unge, som i år fejrer 50 års jubilæum.

Det oplyser Åsen Teater i en pressemeddelelse. Bag Håbets Pris står Institut for Folkeligt Teater, som har hjemme på Åsen Teater i Sterup, og Dell’Arte i Californien. Prisen uddeles 31. juli på Åsen Teater.

Åsen Teater oplyser om motiveringen for prisen:

- Det er ikke fordi, man ikke kan skabe unikke børne- og ungdomsteater oplevelser i andre lande. Men med Aprilfestivals størrelse og kvalitet har Danmark fået en særlig plads. Internationale børne- og ungdomsteaterspecialister rejser verden rundt på kryds og tværs for at følge den nyeste udvikling og hjemtage forestillinger.

Åsen Teater oplyser, at Håbets Pris gives til en person eller et teater, som har arbejdet for det menneskelige håb; vovet, kærligt, vulgært, alvorligt, poetisk, med gnistrende energi mod vanetænkningen.

Håbets Pris er en international pris. Visionen med Håbets Pris er at fremme en levende, vital, og nytænkende folkelig kunst. Prisen blev uddelt første gang i 1989 i Danmark og i USA i 2008. Prisen uddeles hvert andet år i Danmark på Aasen Teater og hvert andet år i USA på Dell’Arte International i Californien.

Aprilfestival afholdes i år fra 16. til 22. juni i Holbæk.

- Aprilfestival skaber hvert år rundt i Danmark en teaterbegivenhed for børn og unge, som er decentral og for alle. Det er samtidig en utopi om et teater, der favner hele landet. Det fortjener lys og støtte. Aprilfestival er en enestående perle, skriver Åsen Teater.

Festen med uddeling af Håbets Pris 31. juli indledes kl. 13.30 og varer med festmiddag, prisuddeling, teater, udstilling, musik og bål til solopgang.

Annonceret indhold

Nyeste