Mad & Drikke

Nyt landkøkken i Stenum åbner med specialiteter for enhver smag

20. marts 2021 kl. 17:00

Mens Jane og Henrik Thomsen i en årrække har drevet bondegårdsferie på ejendommen Thorupggaard på Løkkenvej 361, så frister stedet nu med et helt nyt tiltag.

Thorupgaard Landkøkken er navnet på en hyggelig og velassorteret gårdbutik med specialiteter for enhver smag. Gårdbutikken åbner skærtorsdag, og det bliver i første omgang Jane Thomsen, der skal drive butikken.

- Jeg glæder mig rigtig meget til at byde kunderne velkommen, siger Jane Thomsen.

- Gårdbutikken er en gammel drøm, som nu går i opfyldelse. Butikken er fyldt med råvarer fra lokale producenter – blandt andet øl fra Løkken Bryghus og havsalt fra Blokhus. Vi sælger også marmelader – heriblandt hjemmelavede varianter her fra gården, æg, vin og meget andet, forklarer Jane Thomsen.

Hun tilføjer, at der ligeledes er brugskunst og gaveartikler i butikken, som fremover holder åbent på fredage og lørdage.

- Og så kan man altid lave en aftale og komme forbi, lyder det fra indehaveren, som har flere andre planer med gårdbutikken.

- Vi opdrætter vores eget kødkvæg her på gården. Og inden så længe begynder vi også at sælge kødprodukter i gårdbutikken. Ligeledes er det tanken at etablere et erhvervskøkken, således at vi kan tilbyde både kolde og varme anretninger. Det ligger dog lidt ude i fremtiden, men med et køkken kan vi også udvide vores tilbud til bondegårdsgæsterne, konstaterer Jane Thomsen.

Åbningen af Thorupgaard Landkøkken kan af gode grunde ikke markeres med en reception. Jane og Henrik håber dog, at mange alligevel vil lægge vejen forbi den nye butik, hvor der er åbent alle påskens dage mellem 10 og 16.

Annonceret indhold

Nyeste