Simon (t.v.) og Christian Schmidt har fået en god start som nye forpagtere af Borgerstuen i Brønderslev.
Mad & Drikke

Nye forpagtere har fået en god start: Og der er en ny genåbning på vej

05. november 2023 kl. 17:01

- Vi har haft travlt, men det er gået rigtig godt. Der har været pænt besøgt, og vi er tilfredse. 

Sådan lyder det fra Simon Schmidt - den ene halvdel af de to nye forpagtere af værtshuset Borgerstuen i Brønderslev. Sammen med sin far, Christian Schmidt slog han onsdag dørene op til et nyt eventyr på den velkendte Brønderslev-beværtning. 

Her lagde masser af gratulanter vejen forbi for at hilse på og ønske god vind fremover. 

- Det var rigtig hyggeligt. Folk er generelt glade for, at vi har taget springet og sagt ja til at drive stedet videre, siger Simon.

I forvejen så det ellers ud til, at Borgerstuen stod overfor en lukning. 

En drøm

De forhenværende værter nåede således at holde afsked med slatfest, inden Simon og Christian Schmidt altså meldte sig som nye forpagtere. 

- Min far har altid drømt om at stå i spidsen for et værtshus, fortæller Simon. 

- Da vi i forvejen arbejder sammen i hans catering-firma var det oplagt, at jeg sprang med på vognen. Vi glæder os og har mange planer for fremtiden, forsætter Simon Schmidt. 

Sættes i stand

Han henviser blandt andet til diskoteket på 1.-salen. 

- Det genåbner vi under navnet Diskotek Brunderhus, som det hed i gamle dage. I lørdags, da juleøllet landede, havde vi åbent deroppe for første gang med en DJ. Nu skal vi have sat baren i stand, og så glæder vi os til at tage imod det feststemte publikum i diskoteket på især fredage og lørdage, fastslår Simon Schmidt.

Han understreger samtidig, at intet laves om i Borgerstuen. 

- Det er et godt, velrenommeret værtshus med masser af stamgæster. Det piller vi ikke ved. Det skal fortsætte på samme måde som altid, lyder det fra Simon Schmidt.

Annonceret indhold

Nyeste