Indehaver Casper Nielsen har heller ikke selv formået at fortære hele Challenge Burgeren. Foto: Allan Mortensen
Mad & Drikke

En burger til rigtige ædedolke - spiser man op, er den gratis

20. maj 2021 kl. 18:00

Den nyetablerede restaurant med det kuriøse navn, Ædedolken i Brønderslev er blevet lidt af et facebook-fænomen. Det skyldes et opslag, der på alle måder udfordrer de sande ædedolke.

Omdrejningspunktet er restaurantens såkaldte Challenge Burger. Det er en massiv én af slagsen, som rummer hele fem Himmerlandsbøffer tilsat alskens tilbehør. I alt vejer menuen cirka 1,4 kilo og er således lidt af en mundfuld for selv de allermest sultne.

Indehaver Casper Nielsen er da heller ikke bange for at byde gæsterne op til en mulig gratis omgang. Challenge Burgeren til en værdi af 179 kr. koster nemlig ingenting, hvis man vel at mærke spiser op.

- Siden vi lagde det op på de sociale medier har vi modtaget helt utrolig meget opmærksomhed, fortæller Casper Nielsen.

- Opslaget er kommenteret over 20.000 gange, og omkring en halv million har set det, siger Casper.

- Rigtig mange kommer forbi for at bestille burgeren, men foreløbig har kun syv personer klaret at spise op, fortsætter han og tilføjer, at man naturligvis skal indtage menuen på restauranten.

- Det skaber ekstra travlhed, men det er altid en fornøjelse. I sidste uge havde vi gæster fra både Aarhus og Holstebro. De havde set opslaget og var kørt herop for at prøve lykken, beretter Casper Nielsen, der heller ikke selv har formået at fortære hele den massive burgermenu.

Annonceret indhold

Nyeste