Nordjysk vinfestival er tilbage, efter at man i 2020 måtte aflyse. Men årets udgave af begivenheden bliver alligevel i en noget anden indpakning. Arkivfoto: Claus Søndberg
Mad & Drikke

Digital vinfestival i Brønderslev: Så mange har lyst til at deltage

Vinfestival i ny indpakning giver markant anderledes deltagerantal

27. maj 2021 kl. 13:30

BRØNDERSLEV: Der bliver væsentligt færre deltagere end tidligere i årets udgave af Nordjysk Vinfestival. Tidligere har cirka 2.000 gæster været med ved Brønderslev-begivenheden - men i år bliver det blot omkring en fjerdedel. Men det er faktisk slet ikke så ringe endda, hvis man spørger arrangørerne.

- Som situationen er, så er vi egentlig godt tilfredse, siger Søren Flodgaard, næstformand for arrangørgruppen bag vinfestivalen.

Nordjysk Vinfestival finder i år sted lørdag 12. juni. Og dette års udgave får en noget anderledes indpakning end vanligt på grund af corona-situationen. Hidtil har festivalen været afviklet over to dage i den anden weekend af juni i Brønderslevs gader - men denne gang kommer festivalen til at foregå online og på blot en enkelt dag.

Kasser med smagsprøver

Deltagerne har på forhånd bestilt smagekasser med vin. En kasse med seks flasker koster 600 kroner - og der er tre forskellige varianter af kasserne. Folkene bag Nordjysk Vinfestival har på dagen indrettet et lille studie i en have, hvorfra en række vineksperter guider deltagerne igennem vinene og svarer på eventuelle spørgsmål.

Se også
Vinfestival i Brønderslev serveres på ny måde: Det er nu, du skal slå til, hvis du skal være med

Salget af smagekasserne sluttede mandag 24. maj - efter en salgsperiode på fire uger.

- Vi har solgt omkring 100 kasser, og hvis man siger, at der måske er fire til seks personer omkring sådan en smagekasse, så er vi egentlig godt tilfredse med at have 4-600 deltagere, forklarer Søren Flodgaard.

Han mener ikke, man bør være skuffet over at være et stykke fra de normale 2.000 deltagere. For det første er man med årets koncept i konkurrence med mange andre online-vinsmagninger - og derudover så bliver en "normal" vinfestival i Brønderslev også markedsført markant mere end årets udgave. Og alternativet - at aflyse ligesom i 2020 - var ifølge arrangørerne ikke en vej at gå.

- Vi var kede af, hvis vi for andet år i streg skulle have aflyst. Så vi synes egentlig, at vi skyldte at holde liv i projektet, selv om det godt nok bliver på en lidt alternativ måde, lyder det fra Søren Flodgaard.

Om Nordjysk Vinfestival

I efteråret 2015 fik varehuschefen i Føtex, Søren Flodgaard, idéen til en vinfestival i Brønderslev og tog fat i daværende handelschef Allan Have Jensen. Begge blev hurtigt enige om, at det vil være et godt aktiv for Brønderslev - til gavn for både byens gæster og beboere. Det skulle være en udendørs vinfestival med Brønderslevs egen vinrute.

Nordjysk Vinfestival så dagens lys for første gang i juni 2016 - og afvikles hvert år den anden weekend i juni. I 2020 måtte festivalen aflyses på grund af corona-situationen, og i 2021 kommer den til at finde sted i en online-udgave. Arrangørerne forventer, at udgaven i 2022 igen kan afvikles i Brønderslevs gader.

Den grundlæggende planlægning laves i dag af følgende seks personer: Allan Have Jensen (formand), Søren Flodgaard, Finn Aarosin, Per Rank Møller, Kristian Jepsen og Klaus Klæstrup.

- Vinfestivalen har vokset sig større og større gennem årene, og vi kan mærke, at det er et tiltag, som mange glæder sig til år efter år. Vi har en tro på, at vi i 2022 kommer stærkt igen - og at det bliver rigtigt stort igen.

Men i første omgang holder Søren Flodgaard dog fokus på og ser frem til dette års udgave af begivenheden.

- Vi har en god forhåbning om, at de 4-600 mennesker, der kigger med og smager på nogle dejlige vine, får en rigtig god oplevelse, så der stadigvæk bliver lidt smag af Nordjysk Vinfestival her i 2021.

Vinfestivalen er baseret på frivilligt arbejde, så der bliver ikke tale om et underskud - men forhåbentlig bliver der et lille overskud til det lokale foreningsliv.

Seneste udgave af Nordjysk Vinfestival fandt sted i 2019. Arkivfoto: Claus Søndberg
Annonceret indhold

Nyeste