Heidi og Daniel Hemmingsen ved åbningen af Café Daniels i Frederikshavn. Nu har Heidi åbnet smørrebrødsforretning i Dronninglund og Daniel skal være køkkenchef i Brønderslev og Nr. Lyngby.
Mad & Drikke

Daniel har solgt sin food-trailer og bliver dobbelt køkkenchef

15. april 2024 kl. 19:01

Heidi og Daniel Hemmingsen fra Flauenskjold er et par meget dynamiske og aktive mennesker, når det kommer til god mad. 

I en vanskelig branche har de grebet de muligheder, der opstod, og bl.a. drevet café i Sæby og Frederikshavn. Senest har Daniel Hemmingsen kørt landsdelen tynd med sin Foodtrailer, en rullende burgerbar.

Eventyret som selvstændig startede under corona-nedlukningerne, hvor kok Daniel Hemmingsen to gange oplevede at bliver hjemsendt på grund af nedlukning. Det blev han simpelt hen så træt af, at han startede for sig selv ved at tilbyde helstegte pattegrise og flødekartofler til virksomheder og private. Det blev en succes. På et år solgte han to tons flødekartofler og et utal af grise.

Der var imidlertid ikke mange penge i de stegte grise, som jo tager en halv dag at tilberede, så i stedet blev Daniel Hemmingsen restauratør i Sæby med Daniels Café, hvor også Heidi blev ansat. 

Daniel Hemmingsen har solgt sin Foodtrailer, der fremover kommer til at servere burgere m.v. i Malmø-området og måske på Sjælland.

Siden prøvede de kræfter med en café i Frederikshavns gågade, men successen udeblev. I stedet satsede Daniel på en Foodtrailer, en rullende burgerbar, som han i samarbejde med lokale handlende stillede op i nogle timer på skift i Vendsyssels landsbyer.

Nu er der så dukket nye muligheder op, og det har fået Daniel Hemmingsen til at sælge sin Foodtrailer. Den er købt af et svensk par fra Malmø, så den kommer til at køre i det sydsvenske, måske med en afstikker til Sjælland.

Hvad skal det driftige par så lave? Ja, Heidi har åbnet en smørrebrødsforretning i Dronninglund, og Daniel har fået hele to job som køkkenchef, nemlig på Hotel Phønix i Brønderslev og i sommerrestauranten Nr. Lyngby Mølle, hvor han starter 1. maj. Så der er stadig fuld fart på Heidi og Daniel.

Annonceret indhold

Nyeste