Den lokale musikgruppe OPUSS, stiftet af unge fra Dronninglund Gymnasium, afholder nu koncert.
Livet her

Lokale unge inviterer til koncert med up-coming kunstner

19. april 2024 kl. 14:00

Lørdag d. 20. april slår foreningen OPUSS dørene op i Jernstøberiet i Asaa og indbyder til koncert.

Dette bliver OPUSS’ femte koncert, og denne gang er det med up-coming artisten USSEL. Med et intenst og originalt udtryk samt en stærk liveoptræden er USSEL hurtigt blevet et populært nyt navn på den danske musikscene.

Med en sejr i DR’s KarriereKanonen i 2022, optrædener på blandt andet SPOT-festival, Syd For Solen og Roskilde Festival i bagagen er Emil Mercedes Baadsgaard, som står bag USSEL, klar til at give hans publikum en følelsesmæssig rutsjebanetur.

Fra popbangers til nærmest rå punket emo-rap bevæger USSEL sig gennem et følelseshav med en poppet charme og rocket attitude. USSELs musik har en fandenivoldskhed over sig samtidig med, at den rummer en eftertænksom dybde og hudløshed.

Siden sin karrieres start har USSEL udgivet to EP’er, et album og flere populære singler blandt andet med navne som Marcus.wav og Suspekts Orgi-E. I foråret 2023 blev ‘Datter Af Dæmoner’ Ugens Uundgåelige på P3 og nummeret indkapsler netop den energi, man kan opleve til USSELs koncerter.

Til at varme publikum op har OPUSS booket IVER. IVER er en multi-instrumentalist og et alternativt pophåb, der skaber en collage af minder og følelser gennem hans sange, nærmest som en slags musikalsk dagbog, hvor han på sin helt egen måde beskriver livet i forstaden med et lydbillede, der er alt andet end almindeligt.

Hans drøm er at skabe et rum uden tabuer, selvom det blot er i et kort øjeblik - et sted hvor man kan bryde med stereotyper om, at drenge ikke må græde, og hvor man kan sende et stort "fuck dig" til alt det, der tynger en, samtidig med at man kan feste. Om ikke for andre, så for sig selv.

Aftenen vil blive sluttet af med fællessang. Her er ideen at holde den gode stemning kørende, mens deltagerne sammen synger med på alt fra Rasmus Seebach til Højskolesangbogen til Poul Krebs. OPUSS har før afholdt fællessang og elsker den følelse af fællesskab og sammenhold, det skaber.

OPUSS har hyret en pianist samt en sanger til at synge for. Så når koncerten er slut, kører vi et klaver ind i midten af rummet, omdanner palleborde til pallebænke og samles rundt om klaveret. Når den sidste sang er sunget, siger vi tak for i aften. Så står den ellers på oprydning for OPUSS’ frivillige.

Som tidligere nævnt er det Jernstøberiet, der skaber rammerne for koncerten. OPUSS er enormt taknemmelig for samarbejdet med Jernstøberiet, dets frivillige og ikke mindst dets formanden Villy, der altid har været klar til at hjælpe.

Det ellers kolde og rustikke jernstøberi er blevet forvandlet til et hyggeligt og fedt koncertsted. Med lyskæder, der snor sig op ad de gamle stolper, stabler af paller omdannet til barborde og ikke mindst en scene, er stedet blevet en perfekt blanding af det rå og upolerede samt det hyggelige og indbydende. OPUSS glæder sig ualmindeligt meget til, at det hele løber af stablen.

Foreningen OPUSS, som består af 18 unge frivillige, har de seneste måneder knoklet for, at koncerten kan finde sted. Med en vision om kultur i lokalområdet og god arbejdsmoral er det lykkedes.

Annonceret indhold

Nyeste