Superhelteløbet kommer til Brønderslev i bededagsferien. Foto: Børneulykkesfonden
Livet her

Virtuelt helteløb i Brønderslev

26. april 2021 kl. 07:00

Legeheltene fra Børneulykkesfonden holder Det Virtuelle Helteløb i store bededagsferien fra 30. april til 2. maj, som er et løb til fordel for indlagte børn. I de dage fyldes Danmarks gader og stræder med løbeglade superhelte, som løber sammen men hver for sig, og Brønderslev er også med.

Det oplyser Børneulykkesfonden i en pressemeddelelse.

- Det er fuld fart frem og godt humør, når Danmarks små og store superhelte løber afsted til Det Virtuelle Helteløb i Brønderslev fra 30. april til 2. maj. Det Virtuelle Helteløb er et familieløb, hvor det ikke handler om at nå først i mål, men derimod om at have det sjovt under løbet, imens man gør en forskel for indlagte børn i Danmark, skriver de.

Der kommer sus i heltekapperne, hvad enten man vælger at spurte, gå, hinke eller hoppe sig gennem ruten. Til Det Virtuelle Helteløb løber familier sammen, men hver for sig. Der vil derfor ikke være nogen fælles start, og som deltager vælger man selv hvor og hvornår løbeturen skal foregå.

- Måske det bliver en tur på vejen, på stranden eller i skoven – det er helt op til de enkelte familier. Til Det Virtuelle Helteløb bliver alle deltagere forvandlet til superhelte med heltemasker og heltekapper i enten blå, grøn, orange, pink eller gul farve. Inden løbet er der selvfølgelig virtuel opvarmning med Legeheltene, så alle er varme og helt klar, når ruten skal tilbagelægges, oplyser Børneulykkesfonden.

- Det Virtuelle Helteløb skal være en sjov og aktiv oplevelse for børnene og deres forældre, hvor de får lov til at boltre sig og give den gas som superhelte i en tid, hvor mange aktiviteter stadig er aflyst grundet coronasituationen. Det Virtuelle Helteløb er et alternativ til de Helteløb, Børneulykkesfonden normalt afholder hen over foråret og sommeren, men som desværre også er sat på pause for tiden. Med Det Virtuelle Helteløb har vi dog stadig muligheden for at skabe et fællesskab, hvor folk løber sammen men hver for sig, og det er vi utrolig glade for, oplyser Henriette Madsen, generalsekretær i Børneulykkesfonden.

Det Virtuelle Helteløb arrangeres til fordel for Legeheltene, som arbejder for at skabe mere aktiv leg og bevægelse for de ca. 60.000 børn mellem 0-14 år, der hvert år indlægges i Danmark.

Formålet med løbet er både at inspirere familierne til at komme op af sofaen og komme ud og være aktiv. Samtidig skal løbet sætte fokus på Legeheltenes arbejde rundt om på de danske hospitaler.

Annonceret indhold

Nyeste