De mange arrangementer, Dronninglund Seniorer afholder, foregår for de flestes vedkommende i Fredensgade Centret midt i Dronninglund. Foto: Jørgen Ingvardsen
Livet her

Vinterhygge trods forårstemperaturer

Dronninglund Seniorer byder også i marts på et varieret og spændende program

01. marts 2020 kl. 09:06

DRONNINGLUND: Her ved indgangen til marts er Dronninglund Seniorer klar med månedens program. 4. marts er der banko med gevinster bestående af kaffe på én række og gavekort på pladen fuld. Gavekortet kan bruges i de fleste af byens forretninger.

11. marts indbydes til ”Vinterhygge”, hvor der serveres varm kakao med flødeskum og hjemmebagte boller. Der bliver lejlighed til at spille kort eller brætspil, ligesom man kan vælge at lave håndarbejde og selvfølgelig hygge og snakke.

18. marts er der fællesspisning, og her skal man huske at tilmelde sig. Måneden slutter med en udflugt til Nordisk Center for Papirkunst i Hune. Der køres i bus til Bageren i Hune, hvor der serveres boller og lagkage, og derefter er der lejlighed til at se på papirkunst. Dagen afsluttes med spisning på Dronninglund Hotel. Til dette arrangement er der også tilmelding.

- Vi håber at se rigtig mange til vores arrangementer. Det plejer der, så derfor vil jeg opfordre alle til at tilmelde sig i god tid, da der kan være så mange tilmeldte, at der kan komme venteliste, lyder det fra Jytte Mørk, Dronninglund Seniorer.

Annonceret indhold

Nyeste