Det var en glad arbejdsgruppe, som forleden modtog 1,2 mio. kr. fra Sparekassen Vendsyssel Fond til etablering af en stor legeplads centralt i Jerslev. Privatfoto
Livet her

- Vi vil ha’ Vendsyssels bedste legeplads

DONATION: Idrætsforening har fået 1,2 mio. kr. til ny legeplads i Jerslev - en legeplads med store ambitioner

15. maj 2021 kl. 08:00

JERSLEV: - Vi vil have Vendsyssels bedste legeplads. En legeplads, der kan bruges af børn i alle aldre - også for kørestolsbrugere, som ellers kan have svært ved at finde steder at lege.

Det siger Marianne Gade, der er med i en arbejdsgruppe, som i snart mange år har hjulpet Jerslev-Sterup Idrætsforening (JSI), Jerslev Skole, børnehave og fritidsordning med at skaffe penge til etablering af et stort lege-, idræts-, undervisnings- og legeområde centralt i Jerslev.

Senest er der kommet 1,2 mio. kr. i kassen fra Sparekassen Vendsyssel Fond, hvilket var det sidste der manglede for at kunne etablere den førnævnte legeplads.

Prisen for hele herligheden er godt to mio. kr., men så bliver der også etableret et kørestolsvenligt faldunderlag under hele molevitten, som dækker godt 800 kvm.

- Vi har haft børnehaven, fritidsordningen og indskolingen med i planlægning af hvilke legeredskaber, der skulle indkøbes og det er nu på plads, siger Marianne Gade om legepladsen, som formelt etableres af JSI.

Legepladsen bygges i tre afdelinger med redskaber til børn i forskellige aldersgrupper og forventes færdig i det tidlige efterår.

- Vi mangler lige den endelige byggetilladelse og en tilladelse til et legetårn, så er vi klar til at gå i gang, siger Marianne Gade om projektet, der har været et par år undervejs.

- Det er to år siden vi begyndte at søge penge til legepladsen, og det er skønt at være nået i mål, siger Marianne Gade.

Den nye legeplads i Jerslev kommer til at ligge tæt på skole og fritidsordning og vil kunne bruges året rundt. Privatfoto
Annonceret indhold

Nyeste