Livet her

- Vi smider ikke håndklædet i ringen

PÅSKEKUNST: På Dronninglund Kunstcenter er man ukuelige optimister og håber at kunne åbne 28. marts

21. marts 2021 kl. 06:00

Trods nedlukning og forsamlingsforbud arbejder man på Dronninglund Kunstcenter videre efter den fastlagte tidsplan og regner bestemt med at kunne åbne forårsudstillingen ”Det spirer og gror” palmesøndag.

- Jeg er ukuelig optimist og tror på, vi får lov til at åbne 28. marts, siger kunstnerisk leder, Stinne Teglhus.

- Skulle vi mod forventning ikke få lov, så kan det måske lade sig gøre at åbne efter påske. Vi laver i hvert fald udstillingen klar til 28. marts, siger hun med overbevisning i stemmen.

Efter planen kører udstillingen helt frem til 2. maj, og den kan forlænges.

Forårsudstillingen betegnes af Kunstcentret som en livsglad udstilling med 23 kunstnere fra hele landet. Der vises maleri, grafik, akvarel, foto, glas, tekstil, træ, bronze og keramik.

- Mange kunstnere har kontaktet mig og spurgt, om det bliver til noget, og til dem alle har jeg sagt, at vi tror på det. Vi har særdeles velopdragne gæster, der nok skal spritte af og holde afstand, så jeg er ikke i tvivl om, at vi kan gennemføre udstillingen forsvarligt og sikkert. Vi smider ikke håndklædet i ringen, siger Stinne Teglhus.

- Vi har helt bevidst kaldt udstillingen for en forårsudstilling for en sikkerheds skyld. Det er næsten ikke til at holde ud, hvis vi ikke får lov at vise den. Vi har gjort så meget klar til udstillingen og har arbejdet i måneder på den. Der er således sket store forandringer med huset. Især på første sal, hvor arkitekturen nu kommer mere til syne i det store vinduesparti mod øst, ligesom der er åbnet for gennemgang bag om trappen. Det betyder, at publikum kan færdes ensrettet rundt også på førstesalen. Der er lavet nye skillevægge, og der er frisket op med farver på udvalgte vægge. Får man lyst til at gå en tur i forårssolen, kan man kigge efter alle forårsløgene rundt om Kunstcentret. Der er plantet over 4.000 perlehyacinter og krokus, og vi vil så gerne vise det hele frem. Det er bare blevet så godt, siger Stinne Teglhus med stor optimisme.

Annonceret indhold

Nyeste