- Vi forventer at kunne etablere en ny legeplads i Hedelund i løbet af foråret - med en mere lys og venlig beliggenhed end den gamle har, siger formanden for Borger 9700, Jens Tofting. Foto: Henrik Louis
Livet her

Satser på en ny legeplads i løbet af foråret: Skal være for både børn og voksne

Borger 9700 har søgt Brønderslev Kommune om 300.000 til 1. etape af nyt aktivitetsområde i Hedelund. Pengene er ikke bevilliget endnu, men formand Jens Tofting tror på projektet.

20. marts 2021 kl. 15:07

- Vi vil skabe et samlingssted for hele familien, hvor både børn og voksne kan lege og træne.

Det siger formand for Borger 9700, Jens Tofting, om et projekt til godt to millioner kroner, der efter planen skal etableres i Hedelund som erstatning for den eksisterende, nedslidte legeplads - med en mere lys og let tilgængelig placering end den gamle.

Den nye legeplads i Hedelund skal ligge sammen med træningsapparater for voksne. Projektet koster lidt over 2 mio. kr. og forventes at kunne realiseres i løbet af i år.

- Den gamle legeplads er over 20 år gammel, nedslidt og ligger i skygge af store, gamle træer, som gør, at det er koldt for de voksne at stå og se på, når børnene leger. Derfor vil vi flytte legepladsen tættere på Nørregade på et sted, hvor der kommer masser af sol og lys, siger Jens Tofting.

Der er dog planer om andet og mere end blot en legeplads til de mindste. Projektet, som Borger 9700 arbejder på sammen med Brønderslev Idrætsforening og Støtteforeningen for Neuroenhed Nord, skal også indeholde forskellige træningsredskaber for voksne, som også patienter, der er indlagt til genoptræning netop på Neuroenhed Nord kan bruge.

Projektet, der har et samlet budget på lidt over to millioner kroner, skal efter planen dels finansieres af de forventede 300.000 kr. fra Brønderslev Kommune og et tilsvarende beløb fra Fritids- og Kulturudvalgets anlægspulje samt penge fra en række fonde, der allerede er ansøgt.

- Økonomiudvalget har lige sendt vores ansøgning videre til Teknik- og Miljøudvalget, som skal se på Hedelund som helhed, og vi har en klar forventning om, at vi kan gå i gang med børneaktiviteterne i løbet af foråret, siger Jens Tofting om projektets første etape, der koster knap 600.000 kr.

Annonceret indhold

Nyeste