Livet her

- Vi laver lige 20 humlebier

LANDART: Dronninglund Kunstcenter åbner 4. juni en spændende udendørs udstilling med naturen og fantasien i centrum

21. maj 2021 kl. 06:00

Dronninglund Kunstcenter er også kendt for sin placering midt i den smukke natur og med Sømosen og Storskoven som nærmeste nabo. Det er derfor helt naturligt at inddrage denne fantastiske natur i en udstilling, og det er netop det man gør, når man 4. juni åbner den udendørs udstilling ”Naturen i fantasien - fantasien i naturen”. Den kan netop opleves i områderne rundt om Kunstcentret.

Udstillingen omfatter skulpturer lavet af naturmaterialer og landart skabt i et samarbejde mellem elever fra Agersted Friskole, elever fra kunstlinjen på Dronninglund Efterskole og kunstnerne Stinne Teglhus, Jytte Høeg og Søren Lyngby.

Agersted Friskole har netop været på Kunstcentret med tre forskellige klasser. Her lavede de bl.a. 20 humlebier, der skal summe hele sommeren uden for Kunstcentret.

- Humlebien er jo sådan set vores varemærke her på stedet. Den kan ifølge alle teorier ikke flyve, men den gør det alligevel, siger Stinne Teglhus, der videre oplyser, at udstillingen vil udvikle sig hen over sommeren med spændende tiltag rundt om Kunstcentret.

Andre elever har lavet en stor drage af naturmaterialer, mens en anden gruppe har lavet lysalfer i gips. Det kan alt sammen opleves fra 4. juni, hvor den store indendørs udstilling ”Med billedet som bro” naturligvis fortsætter.

Annonceret indhold

Nyeste