Et nyt projekt skal resultere i flere end 50 korte film, oplyser museumsinspektør Ander Rydal-Jensen, Museerne i Brønderslev Kommune. 

Arkivfoto: Hans Ravn
Livet her

TV-nyheder fra 1800-tallet

Samarbejde mellem museer, medier og skoler skal kunne ses på skærmen

12. september 2018 kl. 09:32

NORDJYLLAND: Måske dukker Peder Nielsen eller Monste Laust op i en nyhedsudsendelse fra slutningen af 1800-tallet, mens en anden kortfilm er en animationsfilm, hvor jernalder høvdingen Brunder vækkes til live? Mulighederne er mange, når 12 udvalgte nordjyske 8. og 9. klasser dyster om at producere den bedste historiske kortfilm.

Det gør de i et projekt, som er resultatet af et samarbejde mellem de 12 nordjyske statsanerkendte museer, TV2 Nord og P4 Nordjylland. Projektet skal gerne resultere i flere end 50 film, der formidler lige netop den historiefortælling, som eleverne finder interessant. Og det er selve kernen i projektet. At eleverne på egen hånd dykker ned i historien og kilderne og med hjælp fra professionelle museums- og mediefolk omsætter et selvvalgt emne til en tre-minutters kulturarvsfilm.

Fra Brønderslev Kommune deltager Museerne i Brønderslev Kommune, der i uge 37 får besøg af Tolstrup-Stenum Friskole.

"Vi har haft et rigtig godt indledende samarbejde, skolen og museet imellem", oplyser museumsinspektør Anders Rydahl-Jensen, der som indledning til projektet besøgte Tolstrup-Stenum Friskole efter sommerferien.

"Det virker som nogle meget engagerede unge mennesker, som fortæller mig, at de stræber efter en top tre placering, så jeg glæder mig til at se hvilke historier de unge mennesker vælger at dykke ned i", fortæller Anders Rydahl-Jensen.

Med friske øjne

Der store forventninger til, hvilke historier eleverne vil omsætte til film i projektet, der kaldes Historiedetektiverne.

Ifølge museerne er der tale om et nytænkende projekt, som forener den journalistiske genre med museal historieformidling.

For de fleste elevers vedkommende er det ikke nyt, at museer inddrages i undervisningen, men i dette projekt er det eleverne selv, der skal udvælge lige præcis den genstand, bygning eller person, som de vil undersøge nærmere.

For museumsformidlerne bliver det derimod den omvendte verden, idet de kommer til at bistå eleverne på sidelinjen med hjælp til research, mens formidlingen af den endelige historie er helt på elevernes præmisser.

Valg af genre og vinkel er op til de enkelte hold, men der vil være gode råd at hente, når eleverne som en del af projektet lægger vejen forbi TV2 Nord, hvor journalister og kamerafolk hjælper med idéer til fortællegenrer og klippeteknik.

For dommerpanelet, der i december skal udvælge de tre bedste film, vil der blive kigget på elevernes evne til at formidle det historiske stof, således at det er både medrivende, autentisk og interessant, men der bliver også set på hele opbygningen af fortællingen.

De tre bedste bliver præmieret, oplyser museerne, der med projektet håber at skabe moderne og vedkommende historieformidling, der ved at kombinere det digitale med det analoge kan medvirke til at gøre historieundervisningen i udskolingen endnu mere spændende og autentisk. De mange film får premiere i december og vil kan efter planen udfordre den gængse historieformidling.

Projektet er støttet af KulturKANten under Region Nordjylland.

pcp

Annonceret indhold

Nyeste