Butikschef Majbrit Leer fortæller, at der især er efterspørgsel på terrasseprodukter. Foto: Allan Mortensen
Shopping

Travle tider i byggemarkedet

ERHVERV: Mange bruger feriepenge på boligforbedringer - de har travlt hos STARK, og der er mangel på nogle byggematerialer

15. april 2021 kl. 13:28
Opdateret kl. 13:36

- Vi har rigtig meget at se til i øjeblikket. Også mere end vi havde på samme tid i fjor.

Sådan lyder meldingen fra Majbrit Leer, butikschef hos STARK i Brønderslev. Byggemarkedsbranchen nyder kronede dage – takket være et boom i byggebranchen og et øget privatforbrug, der i høj grad kan føres tilbage til udbetalingen af de opsparede feriepenge.

- Vi kan virkelig mærke, at folk har lidt flere penge mellem hænderne end vanligt. På det private område er der ingen tvivl om, at feriepengene i høj grad bruges på boligforbedringer. Danskerne er stadig tilbageholdende med at bestille sommerferie, så mange vælger i stedet at bruge midlerne på noget mere vedvarende, konstaterer Majbrit Leer.

Hun hæfter sig ved, at der blandt andet er stor efterspørgsel på terrasseprodukter.

- Det er som om, at hr. og fru Danmark ser frem til en sommer på en nyetableret terrasse. Vi sælger i hvert fald masser af fliser, brædder og andre produkter til terrassen, siger hun.

Travlheden har også ført til mangel på flere byggematerialer, hvilket især mærkes blandt håndværkerne. Bygningskonstruktør Uffe Saxberg havde i god tid bestilt sine flamingoplader, som han her læsser på traileren. Foto: Allan Mortensen Allan Mortensen

Travlheden har dog også en bagside. Den øgede efterspørgsel har skabt mangel på flere byggematerialer – ikke mindst på isolering.

- Og det er et stort problem for især vores erhvervskunder, fastslår Majbrit Leer.

- Vi gør alt, hvad vi kan for at betjene vores kunder med de produkter, de efterspørger. Men der er altså udfordringer med flere byggematerialer i øjeblikket, beretter butikschefen, som dog overordnet glæder sig over travlheden.

- Det er jo positivt. Især når man tænker på, at vi for et år siden ikke vidste, hvordan corona-krisen ville påvirke branchen. Foreløbig er der ikke noget, der tyder på, at salget stagnerer, så vi kan kun være tilfredse, lyder det fra Majbrit Leer.

Annonceret indhold

Nyeste