Livet her

Travle jubilæumsdage på Vester Hassing Skole

17. september 2018 kl. 07:49

Nostalgi blandet med fokus på både nutid og fremtid var hovedtemaerne, da Vester Hassing Skole den forgangne uge markerede 40-året for indvielsen. Torsdag var der inviteret til åbent hus med besøg af adskillige hundrede børn og voksne. Disse havde blandt andet mulighed for at kigge nærmere på det jubilæumsprojekt, eleverne havde arbejdet med i de forudgående dage. Under overskriften "Skolen og byen i 40 år" var der blandt andet udarbejdet demografiske statistikker over lokalbefolkningens skolegang. Ligeledes var der mulighed for at se nærmere på fotos og artikler om skolen og byen gennem de seneste fire årtier. Den første inspektør, Svend-Erik Kragh Olsen, som i sin tid havde markant indflydelse på tilblivelsen af skolen, var også til stede, ligesom der blev sat fokus på tidernes skiftende tøjmode, musik, film og andet.

Vester Hassing Skole har i flere år haft fokus på moderne læringsmiljøer. Således bød arrangementet også på adgang til de helt nyindrettede lokaler for naturfag samt håndværk og design.

Og meget er sket, siden den daværende Hals Kommune i 1976 besluttede at opføre en ny skole på en mark vest for Vester Hassing. Den hidtidige og dengang 50 år gamle skole på Tårnvej var blevet for lille til at rumme det hastigt voksende børnetal. Centralskolen i Gandrup, som indtil da havde modtaget Vester Hassing-elever fra 5. klasse og opefter, kunne heller ikke huse flere. Så efter mange års drøftelser måtte byrådet gribe til lommerne og igangsætte byggeriet. 15 mio. kr. kostede det at bygge første etape som altså stod færdig til skolestarten i august 1978. Året efter blev anden etape til 6 mio. kr. lanceret. Og op gennem 80’erne måtte der desuden bygges pavilloner for at huse de ældste årgange på 8. og 9 klassetrin. Ligeledes blev der bygget yderligere til i den såkaldte C-klynge.

Jubilæumsugen blev fredag toppet med besøg af skolerådmand Tina French Nielsen (V). Ligeledes var der fælles fotografering, kage og koncert.

Annonceret indhold

Nyeste