Formanden for foreningen '24 timer i Hjallerup' i et stille øjeblik i svømmehallen.
Livet her

Travl sommer for foreningen 24 timer i Hjallerup

07. september 2023 kl. 08:02

Man kan blive helt forpustet, når man hører alle de aktiviteter, svømmerne i ’24 timer i Hjallerup’ har gennemført i løbet af sommeren.

- Ja, vi har haft meget på programmet her i sommerens løb, fortæller foreningens utrættelige formand, Johnni Olesen, og nævner som eksempel Tour de Egholm.

- Vi havde i år deltagelse af 18 svømmere, som tog turen fra Lindholmstrandpark til Egholm. Vi blev på grund af kraftig strøm nødt til at lave lidt om på ruten. Derfor svømmede vi først 500 meter modstrøm op til jernbanebroen, hvorefter turen gik mod Egholm, hvor vi skulle spise på Restaurant Kronborg. Her uddelte vi årets fighterpokal, som gik til Maja Mosegaard fra Rander. Hun fik pokalen for sin flotte indsat, da hun aldrig havde svømmet så langt i åbent vand før.

Sidst i august gik turen til København, hvor man deltog i Christiansborg Rundt 2023.

- Allerede om fredagen deltog flere svømmede i 2 km mørkesvøm. Her havde alle svømmere lys i deres havtasker, så det var et meget smukt syn med lys i forskellige farver i Christiansborgs kanaler. Virkelig en super fed oplevelse for alle svømmere, lyder det fra Johnni Olesen.

Smukt så det ud, da svømmerne deltog i Christiansborg Rundt. Det foregik i mørke.

Svømning i hallen

- Det sidste års tid har vi fast svømmet om søndagen fra kl. 8-10 for svømmere over 18 år. I år har vi fået muligheden for at udvide vores svømmedage med også at tage tirsdag fra 20.15-21.30 i brug. Her skal man kun være fyldt 14 år for at være med. Det foregår på den måde, at man betaler 50 kroner i årligt medlemskab af foreningen og 25 kroner pr gang.

Hvad laver vi?

- Det er op til hver svømmer, hvad de ønsker at lave. Der ligger programmer til dem, som ønsker dette, samt teknik til dem, som ønsker det. Hvis der skulle komme nogen med vandskræk, så er der også plads til dem.

- Jeg kan også fortælle, at vi siden maj måned har trænet fast i Limfjorden hver tirsdag, torsdag og søndag med mange deltagere. Der er kommet mange nye åbent-vand svømmere til, og her er det gratis at deltage. Vi regner med at svømme ude hele september med, da vi har et enkelt åbent-vand arrangement tilbage, nemlig det flydende kagebord i Hals søndag 17. september, fortæller Johnni Olesen, der også oplyser, at foreningen er i fuld gang med at planlægge næste år store event, 24 timer i Hjallerup, i weekenden uge 7.

Annonceret indhold

Nyeste