Livet her

Svømmeklub fejrer ti års jubilæum

Svømmeklubben BSK08 fejrer den runde dag med masser af aktiviteter i svømmehallen i ti timer

04. september 2018 kl. 12:40

BRØNDERSLEV: 1. september var det ti år siden, at Brønderslev fik en ny svømmeklub. Det markeres med en dag med en lang række vandaktiviteter i Brønderslev Svømmehal lørdag 8. september - der er blandt andet morgensvømning, saunagus, stævne, fri leg, water balls og et trylleshow på programmet.

- 8. september fejrer vi det med aktiviteter hele dagen for alle. Vi vil prøve at vise, hvad vi har gang i, fortæller klubbens formand Jesper Johannesen.

Dagens første aktivitet er morgensvømning, os så er der ellers aktiviteter ti timer, hvilket stemmer med de ti år man fejrer.

Jesper Johannesen fortæller, at klubben opstod efter at den tidligere svømmeklub i Brønderslev var gået konkurs.

Svømmeklubben har mange forskellige aktiviteter hver uge. Svømmeskolen for børn er den helt store afdeling med mellem 400 og 450 børn, men der er også meget andet i svømmeklubben.

Blandt andet er der en konkurrenceafdeling med 20 unge, som træner fire gange om ugen.

- Vi er ikke en klub, der satser på eliten, men vi havde tre med til Danmarksmesterskabet i 2018, fortæller Jesper Johannesen.

Konkurrenceholdet har lige fået ny træner - det er Magnus Yde, der er tiltrådt 1. august.

Der er også et talenthold og aquagymnastik, hvor man laver øvelser i vand.

- Vi har også et hold med vandskræk for voksne. Det er ganske almindelig svømmeundervisning for voksne, det er faktisk meget populært, fortæller Jesper Johannesen, der oplever, at det er dejligt at se voksne, der tidligere svømmede med bælte og vinger, får lært at svømme selv.

I år har klubben prøvet at lave et hold til børn med diagnoser som ADHD.

- En af vores trænere har taget kurser i at håndtere lidt specielle børn. Vi har lavet et hold for børn med særlige behov, hvor der kun er otte på holdet plus en ekstra træner, hvis det bliver nødvendigt, fortæller Jesper Johannesen.

Klubben har i alt 23 trænere ansat.

- Vi bruger meget energi på at uddanne trænere, fortæller Jesper Johannesen, der oplyser, at man fx har et hjælpetrænerkursus i denne måned.

- Det mener vi er meget vigtigt.

Der er også lavet et hold for børn på omkring 12-13 år, som ikke vil gå til almindelig svømmetræning mere. På det hold har man i stedet forskellige ting som udspring, dykning og vandpolo.

- Vi er nødt til at lave noget nytænkning i klubben, konstaterer formanden.

Der arbejdes også på at få aqua spinning til klubben - hvor man får en speciel cykel at cykle på i vandet. Det regner man med at kunne gå i gang med til næste år.

Klubben har også stævner, og så er der babysvømning, som mange går til.

- Der kommer også mange udefra, og de hold er fyldt op med det samme.

Jesper Johannesen er selv gammel konkurrencesvømmer, og han har selv været aktiv i klubben i fire år.

Klubben ligger på mellem 700 og 750 medlemmer - efterårssæsonen er tit lidt større end forårssæsonen.

Annonceret indhold

Nyeste