Livet her

Succes i fodboldturnering

Dronninglund Skoles pige- og drengehold videre i landsdækkende fodboldturnering

30. september 2019 kl. 15:35

DRONNINGLUND: Dronninglund Skole er efter nogle år uden skolefodbold tilbage i den fornemme turnering. Både drengene og pigerne kvalificerede sig til anden runde i turneringen efter første stævne på hjemmebane. Pigerne skulle derfor i sidste uge en tur til Gistrup, hvor de skulle møde V. Mariendal, Gandrup og Gistrup.

I første kamp mod V. Mariendal Skole kom holdet dårligt fra start, og efter få minutters spil fik V. Mariendal straffespark. Dronninglunds keeper, Lisbeth Jensen, snuppede dygtigt straffesparket, hvorefter holdet kom godt tilbage i kampen og kom foran 2-0 på mål af Marie Krogh og Laura Olsen. I anden halvleg vendte kampen, og V. Mariendal lavede to mål, så slutresultatet blev 2-2.

Anden kamp mod Gandrup var en meget tæt kamp, men Marie Krogh scorede et flot mål til 1-0, og da der ikke blev scoret yderligere, blev det også slutresultatet.

I sidste kamp mod Gistrup Skole bragte Dronninglund sig foran på mål af Kirstine Kjellingbro, men kort før pausen fik Gistrup udlignet og kampen sluttede 1-1. Med i alt 5 point blev pigerne fra Dronninglund puljevindere og går dermed videre til kredsfinalen.

Også drengene klarede sig flot. Den første kamp var mod Vester Mariendal Skole fra Aalborg, og det blev en meget lige kamp, som sluttede 0-0. Den anden kamp mod Hals blev straks mere livlig. Efter kun få minutters spil scorede Lasse Folden til 1-0 for Dronninglund. Hals fik udlignet til 1-1 i de sidste sekunder af første halvleg. Så var man lige vidt, men efter pausen stod der Dronninglund på alt, og det blev til to mål scoret af Sebastian Dam Andersen med assist fra Lasse Folden på hjørnespark og af Mikkel Lindholm Olesen med assist fra Peter Borregaard.

Den tredje og sidste kamp blev afgørende. Dronninglund Skole skulle have mindst uafgjort mod Vester Hassing for at være sikker på at gå videre i turneringen. Det blev til en sikker 3-0 sejr, hvor målene blev scoret af Lasse Folden, der nettede to gang, og Kristian Brag med et mål. Jonas Dalgaard og Lasse Folden blev noteret for assist.

Dermed er også drengene fra Dronninglund Skole i kredsfinalen, hvor de ligesom pigerne skal i kamp mod Frejlev Skole fredag 25. oktober om formiddagen på hjemmebane.

Annonceret indhold

Nyeste