Livet her

Strandpark på vej i Aalborg

01. juni 2017 kl. 10:13

Nørresundby har en bynær strandpark, og nu får Aalborg også en. Dog noget mindre end den i Lindholm

I forbindelse med omdannelsen af den gamle spritgrund skal den brede kajstrækning forvandles til et "attraktivt byrum", der binder fjord og bydel sammen. Som det hedder i byplanlæggersprog.

Strækningen ligger i dag hen som en bred stribe asfalt med p-pladser, og når vandet i fjorden står højt, er vejbanen ofte oversvømmet.

Den østlige del - ved jernbanebroen - er udset til en lille strandpark med legeredskaber, træer og græs.

Direkte bademulighed er ikke i tankerne, men der skal være adgang til vandet.

Bilkørsel og parkering forsvinder, når den nuværende vej skæres over.

Foreløbig er parken kun på skitseplan, og der kan komme ændringer i forhold til de tegninger, der kan ses i lokalplanforslaget til spritgrundens omdannelse.

Men noget skal der gøres. Kajen er temmelig nedslidt, og hele niveauet skal hæves, så det sikres mod stigende vandstand. Det giver en særlig udfordring under jernbanebroen/kulturbroen, hvor terrænet dykker. Løsningen er ikke givet endnu, men det kunne blive en mur ud imod fjorden, oplyser arkitekt Thomas Birket-Smith, Aalborg Kommune.

Desuden skal der tages stilling til, hvad de skal ske på vestsiden af broen, hvor der også et lille grønt strandområde. Her er der også brug for kystsikring og et løft til indretningen.

Annonceret indhold

Nyeste