Storm Textiltryk går i højderne
En hal hos Storm Textiltryk i Brønderslev har fået en ekstra etage på.
En kæmpekran fra NH Løft i Østervrå har løftet det godt 10 tons tunge hus på plads oven på en eksisterende hal.
- I den forhøjede hal skal der opstilles otte elevatorer. De er syv meter høje, og derfor skulle der en ekstra etage på hallen, fortæller direktør Niels Storm.
Den ekstra etage er 12 gange seks meter.
Da det efterhånden kniber med plads på den stærkt ekspanderende virksomhed, der er udbygget mange gange, er det valgt at gå i højden. Reolerne i de nye elevatorer kan køres op og ned, så medarbejderne kan hente de t-shirts, der skal bruges.
Der er ca. 50 ansatte på Storm Textiltryk.