Livet her

Stafet For Livet gennemføres i Dronninglund

KRÆFT: På grund af usikkerheden om restriktionerne gennemføres arrangementet i en alternativ form

20. april 2021 kl. 06:00

Sidste år måtte man aflyse Stafet For Livet i Dronninglund, men det er nu bestemt, at arrangementet gennemføres i år. Det sker 4. september i en alternativ form.

- Vi gennemfører i år, men det bliver efter en plan B, fortæller forperson Lone Møller.

- Vi ved jo ikke, hvordan det ser ud til den tid, og hvilke restriktioner der er gældende, så vi tør ikke satse på, at vi kan gennemføre et stort stævne i Oasen med flere hundrede gæster. Af forsigtighedshensyn bliver det derfor en blanding af online streaming af ceremonier og aktiviteter og så hold, der har base et selvvalgt sted, oplyser hun og fortsætter:

- Kræften holder jo ikke pause under en nedlukning, og der er fortsat behov for at fokusere på den frygtede sygdom. Jeg er faktisk bange for, at der er en del mennesker, der ikke går til læge i øjeblikket, selv om de har mistanke om kræft. Det kan betyde, at kræften opdages for sent med de følger, det kan give. Vi skal hele tiden være opmærksomme på kræft, siger Lone Møller, der påpeger, at det er et stort arbejde at arrangere et arrangement med flere hundrede deltagere.

- Det kræver en masse tilladelser og papirarbejde. Vi gjorde det sidste år, hvor vi havde alt på plads, inden vi så måtte aflyse det hele i sidste øjeblik. Det vil vi ikke igennem igen i år, så derfor laver vi det på denne alternative og coronasikre måde, siger hun med en forventning om at Stafet For Livet kan gennemføres helt, som det plejer, i 2022.

Der plejer at blive udgivet en særlig kalender i forbindelse med stafetten. Det sker ikke i år, for i stedet har man valgt at udgive en kunstplakat, der sælges for at skaffe ekstra midler til arbejdet.

Stafet For Livet afholdes for at mindes alle dem, der har mistet livet til den forfærdelige sygdom, og for at give håb til dem, der kæmper med og mod den.

Annonceret indhold

Nyeste