Sådan ser årets plakat til Stafet for Livet ud med masser af lokale motiver. Foto: Pprivatfoto
Livet her

Stafet for Livet bliver online i år

03. september 2021 kl. 07:00

Der er nu kun få dage til, at Stafet For Livet Dronninglund afvikler den tredje stafet. Styregruppen er i fuld gang med de sidste forberedelser. Det bliver i år en online begivenhed, som afvikles lørdag 4. september fra kl. 10 til klokken 22.

- Verden er stadig meget anderledes, og derfor kan vi ikke gennemføre vores stafet, som vi plejer i Naturparken, med musik, underholdning og en fejring af livet, siger formanden for Stafet For Livet Dronninglund, Lone Møller.

- I stedet skal vi gøre det på en meget anderledes måde i år. Vi sætter en hel dag af til at fejre livet, men vi gør det, der hvor vi er. Vi skal stadig gå og løbe, men det bliver i mindre grupper og ikke i samlet flok og i henhold til de gældende regler og myndighedskrav, siger Lone Møller, der opfordrer alle til at hanke op i naboerne fra vejen, familien, kollegerne, mødregruppen eller måske fodboldholdet og lave deres eget hold. Har man som deltager ikke mulighed for at oprette et hold, kan man melde sig på det åbne hold, der hedder ”Sammenholdet”.

Det koster 100,- kr. for voksne og 50,- kr. for børn og unge under 18 år at deltage, og betalingen sker ved tilmeldingen.

Hvis man er kræftpatient eller tidligere kræftpatient, er man en af stafettens Æresgæster, og man kan tilmelde sig helt gratis på stafettens facebookside.

Når stafetten holdes online, betyder det, at åbningsceremoni, lysceremoni og afslutningsceremoni kommer til at foregå facebook.

- Vi håber på at få en masse input i løbet af de 12 timer, stafetten varer, så vi kan opleve, at vi er sammen, bare hver for sig. Hjælp os med at skabe en fantastisk stafet i de her ikke så fantastiske tider. Vi har brug for at fejre livet og brug for at stå sammen. Husk også at like/følge os på vores facebookside, hvor vi løbende poster billeder og nyheder om arrangementet, slutter Lone Møller.

Annonceret indhold

Nyeste