Det går forrygende med salget af fastelavnsboller hos Konditorbageren i Brønderslev. Her ses butiksassistent Lone Broholm med endnu et fyldt fad. Foto: Allan Mortensen
Livet her

Søde tider hos bageren

Konditorbageren i Brønderslev har travlt for tiden - salget af kager stiger

02. februar 2021 kl. 17:00

Bagermestre landet over melder om gode tider. Salget af kager stiger, og årsagen er klar: Corona-krisen påvirker hyggegenet, og vi er mere tilbøjelige til at spise kager og andre søde sager.

Det mærkes også hos Konditorbageren i Dannebrogsgade i Brønderslev. Her er det ikke mindst salget af fastelavnsboller, der for tiden skaber travlhed.

- Det er helt vildt, fastslår indehaver Charlotte Clausen.

- Hvis vi sammenligner salget nu med det tilsvarende for et år siden, så er der tydelig forskel. Forleden havde vi udsolgt allerede kl. 14, så nu bager vi endnu flere boller end de cirka 200, vi sælger på en normal dag, fortæller Charlotte Clausen.

Hun slår i samme forbindelse fast, at det øgede salg både gælder de gammeldags fastelavnsboller og de store med fyld.

- Og så sælger vi generelt også mere af vores andet bagværk. Eftermiddagskagerne er bare ekstremt populære for tiden, konstaterer Charlotte Clausen og tilføjer, at januar og februar ellers traditionelt er mere stille måneder.

- Lige efter jul er der jo mange, der hopper på slankekure. Det mærker vi ikke i år, og det kan jo næsten kun skyldes corona-krisen. Mange arbejder hjemmefra og har måske bedre tid til at køre forbi bageren. Formentlig synes vi også, at vi fortjener lidt selvforkælelse i en mørk tid.

Om tendensen forsætter på den anden side af coronaen, er Charlotte Clausen mere tvivlsom overfor.

- Det tror jeg ikke. Mange venter jo også på, at fitnesscentrene åbner igen. Så når corona-tiden er slut, forventer jeg et mere normalt leje i vores branche, siger hun.

Annonceret indhold

Nyeste