Livet her

Skal kommunen score nye byggegrunde på stadion?

45 boliger på vej ind på Brønderslevs gamle stadion - men der er modstand mod planerne

05. juli 2021 kl. 08:00

Byrådet har nu taget et par gevaldige skridt henimod at skabe mulighed for boliger på den gamle stadion-grund i Brønderslev. Op mod 45 boliger kan blive bygget på arealet. Således er udarbejdelsen af en lokalplan netop sat i gang.

Men det er langtfra alle, der synes, det er en god idé.

Derfor var repræsentanter fra både Nordjyllands Idrætshøjskole, Brønderslev Hallerne og Brønderslev Marked mødt op på det seneste byrådsmøde for at tilkendegive deres utilfredshed.

- Vi vil ikke stille os på bagbenene overfor udviklingen - og vi har tilkendegivet, at vi måske også nok kunne leve med at afstå en mindre del af det gamle stadion, sagde Carsten Overgaard, der er formand Brønderslev Marked.

Men han mener, at de nuværende planer er for voldsomme.

- Vi har rakt en lillefinger frem - og føler, I har taget hele armen, sagde han til politikerne.

Ønskede indflydelse

I forbindelse med planerne om at omdanne stadion-grunden har der ellers været dialogmøder med blandt andre Brønderslev Marked, Brønderslev Hallerne og Nordjyllands Idrætshøjskole. Og parterne har hver deres ønsker til udnyttelse af arealet.

Brønderslev Hallerne har således for nylig præsenteret planer, hvor man signalerede et behov for en fremtidig udvidelse i form af en ny hal. På den lange bane er der desuden planer om en ny svømmehal. Ønskerne er afhængige af at udnytte en del af stadion-grunden.

Brønderslev Marked har fokus på, at stadion-området skal bevares som grønt rekreativt område, idet hele området så kan anvendes til parkering under markedet.

Nordjyllands Idrætshøjskole ønsker, at området også i fremtiden anvendes til rekreative formål og idræt.

I oplægget til politikerne har forvaltningen taget afsæt i dialogen med interessenterne - og på den baggrund er der udarbejdet et forslag til en overordnet disponering af området.

Boliger i nord

I den nordlige ende af stadion-grunden udlægges der et område på cirka 1,5 hektar til boligformål i form af tæt/lave boliger. Arealet udgør cirka 40 procent af stadion-grunden.

Vurderingen er, at der kan opføres mellem 35 og 45 boliger i op til to etager på området. Den maksimale bygningshøjde bliver 8,5 meter. Der udlægges ikke større rekreative områder indenfor byggefeltet, da det vurderes at det kommende boligområde får tilgang til de rekreative områder i den sydlige del af stadion-området. Der etableres en vejadgang til det nye boligområde fra Nørregade og op langs stadiongrundens vestlige skel. Vejadgangen anlægges således at den også kan anvendes som adgangsvej til midlertidig parkering i forbindelse med Brønderslev Marked.

Parkering og hal-udvidelse

De resterende 60 procent af stadiongrunden - cirka 2,4 hektar - kan anvendes til rekreative formål, udvidelse af idrætshallen, parkering og så videre.

I lokalplanen skal det sikres, at det rekreative område indrettes således, at store dele af området kan anvendes til midlertidig parkering i forbindelse med Brønderslev Marked. Det er fem dage årligt. Forvaltningen vurderer, at området kan rumme mellem 500 og 800 midlertidige parkeringspladser afhængigt af, hvor stor del af det sydlige område, som bebygges af Brønderslev Hallerne.

I sagsfremstillingen understreger man, at en delvis udbygning af området vil betyde en reduktion af parkeringsarealet til Brønderslev Marked. Det anføres dog, at Nordjyllands Idrætshøjskole har en græsplæne, som anvendes til parkering ved store arrangementer, og den kan rumme cirka 250 parkeringspladser. Desuden kan det overvejes om der eventuelt kan etableres midlertidig kantparkering i de omkringliggende boligområder i forbindelse med markedet.

Socialdemokraterne og løsgænger Lars Bisgaard stemte imod at bebygge stadiongrunden - men et flertal af byrådet valgte altså at igangsætte arbejdet med en lokalplan.

Annonceret indhold

Nyeste