Livet her

Semler Agro har købt bygninger i Brønderslev

ERHVERV: Nu ejer Semler Agro i Brønderslev selv de bygninger, de har til huse i

19. februar 2021 kl. 11:27

1. februar overtog Selmer Agro ejerskabet af forretningen i Brønderslev, som de tidligere har lejet. Opkøbet er et led i Semler Agros strategi for fremtidens maskinforretning, der bedre matcher de ændrede krav fra landbruget om hastighed, effektiv drift og den optimale oppetid.

Det oplyser firmaet, der peger på, at Semler Agro i 2016 lancerede en strategi for at blive landbrugets foretrukne samarbejdspartner.

- En del af den strategi bestod i at ændre hele det logistiske setup for at blive mere agile ud mod kunden og være i stand til at levere varer eller services inden for 24 timer, oplyser Bent Bisgaard Christensen, der er afdelingsleder hos Semler Agro i Brønderslev.

Fra tidligere at operere ud fra mange mellemstore forretninger, har det været planen fra start, at Semler Agro vil etablere sig i tre større flagskibsforretninger i Nord, Syd og Øst samt stadig holde fast i de nuværende lokationer som er beliggende i hele Danmark. Et af de tre flagskibe er Brønderslev-afdelingen, hvis hovedlager i 2020 leverede 88 procent af de varer, som de nordjyske landmænd efterspurgte. Erhvervelsen af ejendommen gør det nu muligt for Semler Agro at foretage nye investeringer i og omkring bygningen for at skabe en mere effektiv forretning.

- Vi forsøger hele tiden at finde nye veje til at udnytte vores stordriftsfordele og spare tid og ressourcer til fordel for landmanden. Vores afdeling i Brønderslev er uden sammenligning den mest moderne og fremtidssikrede ejendom, som vi i øjeblikket driver forretning fra. Den har en attraktiv indretning og en god beliggenhed tæt på den nordjyske motorvej, påpeger Bent Bisgaard Christensen.

- Vores mål er, at ingen landmand skal holde unødigt stille, og det ønske har vores omstrukturering, etablering af servicecentre og digitale satsning i 2020 hjulpet godt på vej. Vi er bedre i stand til at planlægge forud frem for at håndtere nedbrud. Både ved at have reservedelene klar, når landmandens maskiner er ved at gå ned, men også ved, at vi hurtigere kan rykke ud, når der er er brug for hjælp.

For Bent Bisgaard Christensen, der startede som afdelingsleder i Semler Agros Brønderslev-afdeling i februar 2020, har det første år i spidsen for maskinforretningen været turbulent. Hvor ønsket oprindeligt var at komme ud og drikke kaffe med alle de lokale landmænd, satte corona hurtigt en stopper for de planer. Men trods corona er det i den nordjyske afdeling gået over al forventning - en travlhed der indtil videre er fortsat ind i 2021.

- Selvom jeg ikke fik den start i Brønderslev, som jeg havde håbet, er det gået over al forventning. Grisene skal jo stadig fodres, og kornet skal stadig sås, så vi har haft et ansvar for at holde landmændene kørende.

Semler Agro overtog det formelle ejerskab den 1. februar fra de daværende ejere, Torben og Preben Poulsen.

Annonceret indhold

Nyeste