Livet her

Sejre til boksere

De gjorde det godt i Skanderborg

01. maj 2018 kl. 08:53

BRØNDERSLEV: Brønderslev Bokseklub havde også to boksere til et boksestævne i Skanderborg lørdag aften, og her blev det til to sejre. De to Brønderslev-boksere var med Bokseklubben "Pugilist" i Frederikshavn og blev således sekunderet af Frederikshavns træner, Niels Henrik Pedersen.

- Vi må sige, at han gjorde godt, fortæller Brønderslev Bokseklubs formand og træner, Erik Thrane.

De to Brønderslev-boksere var den 17-årige Bislan Khadzhiabdulaev, som bokser i mellemvægt, men på denne aften var rykket op i letsværvægt, og Mohammad Malek Masoud, 15 år og bokser i weltervægt.

- Bislan var første Brønderslev-bokser i ringen, hvor han mødte Bertram Skaaning fra BK Vitus, Horsens. Horsens-bokseren, som vejede seks kilo mere end Bislan, viste sig at være en aggressiv bokser, som tydeligvis havde tænkt sig at bruge sin overvægt i kilo til at tromle sin mindre modstander ned, men den var Bislan ikke lige med på. I alle tre omgange prøvede Horsens-bokseren at presse sin modstander, men når han angreb sin modstander fra Brønderslev Bokseklub med enkeltstød, så blev han hver gang mødt med serier af stød og igennem alle tre omgange nedbrød Bislan sin modstander med flot boksning, stensikker 5-0 sejr til Brønderslev Bokseklubs Bislan Khadzhiabdulaev, fortæller Erik Thrane.

I weltervægt var Mohammad Malek Masoud oppe mod den lokale bokser fra Skanderborg Bokseklub, Ricki Ricardo.

- Malek startede som lyn og torden i 1. omgang, hans modstander blev drevet rundt i ringen og måtte tage tælling to gange, og havde i første omgang været et halvt minut længere, så havde han med garanti fået en tælling mere, som havde betydet at kampen var slut. Nu blev han reddet af gong gongen, og han blev så frisk i pausen at han kunne fortsætte, og faktisk gik han tiden ud, han kom efterhånden mere og mere med i kampen, men Maleks sejr kom aldrig i fare, den største overraskelse i den kamp var egentlig, at der var en dommer som havde Skanderborg-bokseren til at vinde, så Maleks sejr "kun" lød på 4-1.

- Det skal nævnes, at "BK Pugilist", Frederikshavn, også havde en bokser med, Noor Ahmed, og han vandt en sikker sejr med dommerstemmerne 5-0 over Micheal Nielsen fra "BK Virus" Horsens. Så det var en god aften for Nordjysk Boksning lørdag aften i Skanderborg, lyder det fra Erik Thrane.

Annonceret indhold

Nyeste