Edith og Peder Ivar Nielsen har holdt sammen i 60 år. Her får de overrakt blomster af viceborgmester Karsten Frederiksen. 

Foto: Laura Guldhammer
Livet her

Sammenhold i 60 år

01. januar 2018 kl. 17:56

Edith og Peder Ivar Nielsen blev fejret med en hilsen fra Dronning Margrethe og en hilsen fra Brønderslev Kommune. Det var viceborgmester Karsten Frederiksen, der overrakte blomsterne. De fejrede torsdag diamantbryllup.

Er der to, der står sammen i politik, er det Edith og Peder Ivar Nielsen.

Han er fra Brønderslev og hun fra Jerslev. Som ung blev Peder Ivar Nielsen uddannet elektriker hos Eilertsen i Brønderslev. Edith er uddannet damefrisør hos Mary Vognsbæk i Vrå.

Peder Ivar Nielsen blev senere senere tilknyttet elforsyningen i Brønderslev. Han boede da i Frederiksgade, ikke langt fra elværket, og var der problemer med strømmen, blev Peder Ivar Nielsen vækket af direktør Møller Olesen, der slog på ruden med en fiskestang.

Edith og Peder mødte hinanden på Hotel Brønderslev. Peder Ivar Nielsen havde i forvejen et godt øje til Edith, der om vinteren havde værelse i Brønderslev for at tage toget til Vrå, men ellers resten af året cyklede fra Jerslev til Vrå på arbejde.

Den første forelskelse opstod, da de mødtes i bagerforretningen Maskot i Bredgade i Brønderslev. Følelserne for Edith var så store, at han forcerede et toiletvindue for at komme ind til den ventende Edith i Marokkosalen på hotellet, hvor Ancher Parner spillede op til dans. Det var landmandsforeningen, der holdt dansant, men Peder Ivar kunne ikke komme ind på normal vis, da salen var mere end fyldt. Siden har de så dannet par.

Peder Ivar Nielsen måtte dog aftjene fem måneder af sine militærtjeneste som koporal i København, men kom hjem til jul.

Peder Ivar Nielsen blev socialdemokratisk borgmester i Brønderslev 1. januar 1990, hvor han afløste P. N. Jensen, der havde været Venstre-borgmester siden kommunesammenlægningen.

Trods de forskellige partiforhold var der et nært venskab mellem de to.

At Peder Ivar Nielsen var en populær borgmester, er der ikke tvivl om. Da han blev borgmester i 1990, fik han 3262 personlige stemmer, og i 1994 var tallet vokset til 3365.

Forinden havde han været socialdemokratisk byrådsmedlem i 16 år, og han var både gruppeformand og 1. viceborgmester.

Noget af det, Peder Ivar Nielsen mindes med stolthed, var opførelsen af den ny skole, Hedegårdsskolen, indvielse af kunstværket foran Brønderslev Rådhus samt Brønderslevs 75-års købstadsjubilæum i 1996, hvor Københavns Pigekor under ledelse af Tage Mortensen, der havde relationer til Brønderslev, medvirkede. Og så glædede det ham, at Nordjyllands Idrætshøjskole blev placeret i Brønderslev efter 10 års ihærdig kamp.

Selv da han blev borgmester, glemte han ikke sit gamle fag, og i borgmesterperioden klatrede han gerne op i el-master, når han blev udfordret.

Efter at have stået i spidsen for Brønderslev Kommune i otte år blev han medlem af det daværende amtsråd, hvor han havde sæde i fire år.

Han har udover de politiske tillidshverv beklædt en lang række andre tillidsposter gennem årene. Således var han blandt andet formand og kasserer i Dansk El-Forbunds Brønderslev-afdeling samt medlem af hovedbestyrelsen i Dansk El-Forbund. Han har også haft bestyrelsesposter i blandt andet Kommuneforeningen i Nordjylland og Kommunernes Landsforening. I en årrække havde han også plads i repræsentantskabet for BOE - senere Nyfors.

Vittigheder har været Peder Ivar Nielsens store dille. Han har mindst 10.000 af slagsen.

Han har rejst Nordjylland tynd for at holde foredrag, og så har han en stak vittigheder med i lommen. Vittighederne er sirligt sorteret i emne-orden, og de fylder godt i parrets kælder.

Peder Ivar Nielsen har frasagt sig alle tillidshverv, og han nyder friheden og at have god tid til hverdagens gøremål. Han står for husholdningens indkøb, og turen ud i byen kan godt trække ud, fordi han ofte får en bette snak med folk, han møder på sin vej. Borgerne holder af hans joviale facon.

Peder Ivar og Edith hjælper hinanden med opgaverne i parrets hyggelige hjem, hvor kunstværker - mange af lokale kunstnere - pryder væggene.

Edith og Peder Ivar Nielsen ser tilbage på et godt og oplevelsesrigt liv med mange oplevelser og rejser i både ud- og indland.

Edith Nielsen havde i en årrække frisørsalon i kælderen efter at have virket som frisør i både Vrå og Løkken. Men da Peder Ivar Nielsen gik ind i politik, valgte hun at koncentrere sig om at bistå sin mand og ellers passe hjemmet.

Edith Nielsen læser en del, og hun sætter sig gerne til klaveret. Hun har fulgt sin mand på flere tjenesterejser. Blandt andet i forbindelse med venskabsbybesøg.

De følger meget med i den lokale debat, og parret bruger megen tid på avislæsning hver morgen.

Begge er optimister og livsnydere, der forstår at nyde hinandens og venners selskab.

Edith og Peder Ivar Nielsen, der er henholdsvis 85 og 82 år, har datteren Helle, der er gift med Frank, og så er der to børnebørn og et oldebarn.

Annonceret indhold

Nyeste