Bibliotekar Stine Kjær Christiansen stod klar til at betjene lånerne i Flauenskjold. Foto: Jørgen Ingvardsen
Livet her

Så ruller biblioteket igen ud til lånerne

13. maj 2021 kl. 07:00

Efter en længere periode, hvor biblioteksbussen har stået stille i garagen, er den nu atter rullet ud på landevejen til glæde for lånere i de mindre byer.

Onsdag gik turen således til Flauenskjold, og selv om fremmødet ikke var overvældende, så har bussen kun mødt glade og tilfredse lånere.

- Vi er virkelig blevet godt modtaget, og det er tydeligt, at vi har været savnet, fortalte bibliotekar Stine Kjær Christiansen, da hun stod klar i det rullende bibliotek i Flauenskjold.

Det Mobile Bibliotek er et bibliotek på hjul og kører med et bredt udvalgt af bibliotekets mange materialer. Der er romaner, faglitteratur, billedbøger, lydbøger, blade, musik, film og spil. Der er noget for enhver smag og for enhver alder. Man kan desuden bestille materialer til afhentning i Det Mobile Bibliotek ved at ringe til biblioteket eller bestille via bibliotekets hjemmeside.

- Man skal huske at have sit coronapas eller vaccinationspas med, hvis man vil ind i bussen. Har man ikke det, så klarer vi også det. Så skal man bare stå i døren, og så ordner vi det på den måde, oplyser Stine Kjær Christiansen.

Annonceret indhold

Nyeste