Livet her

Så er det muligt at føde midt i den nordjyske natur!

FØDSEL: - eller i hvert fald så tæt på, som man kan komme, hvis man samtidig gerne vil have trygheden ved at have det sundhedsfaglige personale ved sin side

30. juni 2021 kl. 12:00

Sygehuset i Hjørring har taget fire nyindrettede fødestuer i brug. Og det er ikke fødestuer, som vi kender dem. Kvinder kan nu føde de nye vendelboer i fødestuer med multisensorisk installationskunst. Kunst der med lyd, lys og billeder tager dem med ud i den lokale natur - til havets brusen, de store rolige vidder og det særegne lys, der præger egnen.

Værkerne på fødestuerne er skabt ud fra fortællinger fra kvinder om, hvor i den nordjyske natur, de finder ro, energi og tryghed.

Deres minder og oplevelser fra lokale natursteder er brugt til at skabe fortællinger gennem billeder, lys og musik, som omgiver kvinderne hele vejen rundt på fødestuerne. Det skaber en smuk ramme, så det nye liv kommer til verden i omgivelser, hvor moderen føler sig rolig, tryg og hjemme.

Det kan tilpasses af den enkelte, så hvis fødslen foregår tidlig morgen, så kan de vælge morgenstemning fra et lokalt naturområde som skoven i Tolne, Sæby Å, Hulsig Strand eller Rubjerg Knude.

- Vi har skabt et foranderligt rum, hvor parret selv kan indstille stemningen under fødslen.

Nedsætter stress

Formålet med at bringe den unikke nordjyske natur ind på fødestuerne er at nedsætte stressniveauet og fremme sundheden hos de fødende.

Konkret peger forskning på, at installationskunst virker beroligende på fødende og kan reducere mængden af blødning, brugen af smertestillende medicin og antallet af kejsersnit blandt de fødende.

Derudover vil det bidrage til at styrke familiedannelsen og skabe et bedre arbejdsmiljø for hospitalets medarbejdere.

Projektet er et samarbejde mellem hospitalet og fire kunstnere, som tæller billedkunstner Henrik Godsk, naturfotograf Morten Hilmer, komponist og ph.d. Marie Højlund samt ph.d., arkitekt og designer Esben Bala Skouboe. Det er støttet af Det Obelske Familiefond med 1,19 millioner kroner.

Annonceret indhold

Nyeste